Faldende oliepriser rammer torsdag en række af de største olieselskaber i Europa, der er de klart dårligst præsterende på en ellers overvejende positiv handelsdag.
Underindekset for energiaktier i det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks falder med 2,6 pct. i et ellers grønt marked, hvor det samlede indeks går frem med omtrent 1 pct.
Blandt taberne er hollandske Shell, der samtidig også har fået sænket sin anbefaling hos Oddo BHF til “neutral” fra “outperform”.
Aktien falder med 3,4 pct. til 29,58 euro på børsen i Amsterdam. I London falder BP samtidig med 4,3 pct. til 383 pence, og italienske Eni taber 2,8 pct. til 13,61 euro på børsen i Milano.
Prisen for en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, til levering i november, falder torsdag med 2,1 pct. til 71,95 dollar.
For en tønde af den amerikanske WTI-olie til levering i november falder prisen med 2,2 pct. til 68,16 dollar.
Udslagsgivende for oliepriserne er det, at Saudi-Arabien ifølge Bloomberg News vil skrue op for udbuddet i november, mens der også kan være øget udbud på vej fra Libyen.
.\˙ MarketWire