Donald Trumps valg af vaccineskeptikeren Robert F. Kennedy Jr. som ny sundhedsminister har givet negative dønninger på det danske aktiemarked, hvor sundhedsaktier som Novo Nordisk, Zealand Pharma, Bavarian Nordic, Genmab og Lundbeck alle halter bagefter det generelle marked fredag.
Også på de øvrige børser i Europa er sundhedsaktierne under pres fredag, efter at de i øvrigt også var det på aktiemarkedet i USA torsdag aften, da det stod klart, at Trump pegede på Robert F. Kennedy, der også er kendt under initialerne RFK Jr.
I det danske C25-indeks ligger Novo Nordisk ved middagstid fredag 3,6 pct. lavere i 724,60 kr., hvilket på den negative side kun er overgået af Bavarian Nordic, som falder 15,4 pct. ligeledes under påvirkning af et skuffende regnskab for tredje kvartal.
– Novo Nordisk, der vægter tungt, falder, da der er fokus på sundhedsaktier efter Trumps udnævnelse af ny sundhedsminister, siger Jyske Banks senioraktierådgiver Martin Munk om udnævnelsen af Robert F. Kennedy Jr.
– Det skaber frygt for, hvad han kan finde på at implementere. Han har nogle holdninger til blandt andet vacciner og markedsføring af medicin, som jeg tror skaber nervøsitet, fortsætter han.
Finanshuset RBC Capital Markets siger ifølge Bloomberg News om valget af Kennedy, at det kan have “vidtrækkende indflydelse” på den bioteknologiske sektor.
Der er fra flere andre sider også skarpe reaktioner på valget, herunder fra læge Apu Akkad, der er specialiseret i infektionssygdomme ved University of Southern California, som ifølge Berlingske har kaldt valget for “en skræmmende dag for folkesundheden.”
Men meningerne er vanligt delte, og ifølge mediet Politico har Kennedy mange tilhængere i Kongressen i Washington, hvor flere også hurtigt har fejret valget.
– Jeg tror, at Robert er endnu en “disrupter”, og det har vi brug for lød det blandt andet fra det republikanske kongresmedlem Chip Roy ifølge Politico.
Donald Trump har i forbindelse med valget af Kennedy ifølge DR givet udtryk for, at han skal gå i rette med medicinal- og fødevareindustrien, som har udsat befolkningen for “bedrag, misinformation og desinformation, når det drejer sig om folkesundhed”.
De af Trump udnævnte ministre skal godkendes i Senatet, og det er ikke givet på forhånd, at det vil glide glat igennem. Hos finanshuset TD Cowen betegnes det som “usandsynligt”, men at Trump kan bruge en “revurderer udnævnelse” til at få ham på posten.
Ifølge Wall Street Journal har Kennedy i de senere år været bedst kendt for sin kritik af folkesundhedslederes tilgange til covid-19-pandemien og vacciner.
Han har også argumenteret for, at usund mad, medicin og vand har givet næring til fremkomsten af kroniske sygdomme i Amerika, og at regeringsmyndigheder er blevet korrumperet af virksomhedernes indflydelse, skriver avisen.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER