Ugen er startet med mere skidt nyt fra den europæiske bilindustri.
Efter at Volkswagen fredag aften atter nedjusterede sine forventninger til året, er der mandag morgen kommet en tilsvarende melding fra Stellantis.
Britiske Aston Margin har mandag morgen desuden flaget et lavere resultat end ventet af analytikerne.
MARKANT NEDJUSTERING FRA STELLANTIS
Stellantis, som står bag Peugeot, Citroën, Opel og Fiat, venter nu en driftsmargin mellem 5,5 og 7,0 pct., mens der tidligere var ventet en tocifret margin.
Omkring to tredjedele af den reducerede margin er ifølge selskabet drevet af “korrigerende tiltag” i Nordamerika.
Men derudover har der været en svagere end ventet salgsudvikling i andet halvår på tværs af regioner, skriver Bloomberg News.
Nedjusteringen kommer måske ikke som den helt store overraskelse, efter at finansdirektør hos Stellantis, Natalie Knight, i juli udtalte, at det ikke bliver nogen let opgave at nå det tocifrede marginmål.
Analytikerkonsensus lå dog tæt på de tocifrede niveau, nemlig på 9,7 pct. ifølge Bloomberg News, men nu venter der formentlig nogle dage, hvor finanshusene skal sænke deres estimater for bilkoncernen.
VOLKSWAGEN MED ANDEN NEDJUSTERING I ÅR
Fredag aften sænkede Volkswagen for anden gang i år forventningerne til året.
Bilkoncernen regner nu med et mindre fald i såvel antallet af solgte biler som i omsætningen mod det oprindelige bud om mindre fremgang på begge fronter.
Prognosen er nu også et driftsoverskud på 18 mia. euro, og det svarer til en driftsmargin på 5,6 pct. Senest havde Volkswagen ellers regnet med 6,5-7,0 pct.
– Justeringen af prognosen skyldes primært udviklingen hos mærkerne Volkswagen Passanger Cars, Volkswagen Commercial Vehicles og Tech Components, som har været under de oprindelige forventninger. Derudover har en forværring af det makroøkonomiske miljø en negativ indvirkning, hedder det i meldingen.
Volkswagen nedjusterede også tilbage i starten af juli på baggrund af øgede omkostninger i andet kvartal og en mulig lukning af selskabet bilfabrik i Belgien.
Oprindeligt havde den tyske bilkoncern ventet et overskudsmargin på driften på 7,0-7,5 pct.
Volkswagens aktie var i forvejen faldet med knap 14 pct. i 2024, men der er nu udsigt til yderligere minus, når markedet igen åbner mandag.
Den nye prognose er nemlig ikke overraskende under konsensus blandt analytikerne, som ifølge Bloomberg News regner med et salg i år på næsten 326 mia. euro og et driftsoverskud på knap 21 mia. euro. Det svarer til en driftsmargin på 6,4 pct.
.\˙ MarketWire