SJF Bank har valgt at afhænde hele sin aktiepost i Nordfyns Bank.
I alt er der solgt 411.865 aktier til kurs 510 kr., skriver banken i en fondsbørsmeddelelse.
Samlet har aktieposten medført en fortjeneste på 72 mio. kr.
Salget følger Nordfyns Bank og Fynske Banks meddelelse om, at de to banker ville fusionere. Det fik imidlertid SJF Bank til at stille sig på hælene, da fusionsvederlaget – kursen – for aktien i det fusionerede selskab ikke var tilstrækkeligt attraktiv.
Efterfølgende aflyste de to banker hver deres ekstraordinære generalforsamlinger, hvor fusionen ellers skulle vedtages.
Nordfyns Bank oplyser efter SJF Banks afhændelse, at Middelfart Sparekasse ejer mere end 20 pct. af aktierne i Nordfyns Bank. SJF Bank ejede 24,96 pct. af aktiekapitalen i den fynske bank.
Det fremgår ikke, om Middelfart Sparekasse havde aktier i Nordfyns Bank i forvejen. I sidstnævntes årsregnskab for 2024 er Middelfart Sparekasse ikke nævnt som storaktionær. Storaktionærpositioner skal kun oplyses ved en ejerandel på 5 pct. eller derover.
Det står samtidig hen i det uvisse, hvad SJF Banks aktiesalg kommer til at betyde for fusionen mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank. Middelfart Sparekasse har ikke offentligt forholdt sig til fusionen.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER