Rockwool/CEO: Enorm overkapacitet i den kinesiske byggematerialeindustri

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 21. august 2025

Isoleringskoncernen Rockwool oplever en enorm overkapacitet i den kinesiske byggematerialeindustri.

Det udtaler Rockwools administrerende direktør, Jes Munk Hansen, til MarketWire i kølvandet af regnskabet for andet kvartal, som blev offentliggjort onsdag eftermiddag.

Den enorme overkapacitet på produktionssiden i Kina kan ifølge topchefen blandt andet aflæses i en lav kapacitetsudnyttelse.

– Kapacitetsudnyttelsen i Kina, inden for vores industri, den er ikke 50 pct. Og den er nok noget lavere end det. Så der er kæmpe, kæmpe overkapacitet, udtaler Jes Munk Hansen.

Overkapaciteten er ikke kun inden for isolering, men også stål og cement.

– Jeg kan heller ikke få de officielle tal til at hænge sammen med den virkelighed, vi oplever i markedet. Det må jeg desværre konstatere. Det er også en udfordring for os, udtaler isoleringskoncernens topchef.

Asien og andre markeder inklusive Kina er dog stadig et mindre marked for Rockwool, da regionen i andet kvartal kun udgjorde 47 mio. euro svarende til knap 5 pct. af den samlede omsætning.

EUROPA ER EN BLANDET LANDHANDEL

Udviklingen i Europa er en blandet landhandel, hvor der er en del markeder, der kører godt.

– Jo mere sydpå vi kommer, jo bedre kører det. Jeg har udsolgt i Spanien, Italien og Kroatien, udtaler Jes Munk Hansen, der henviser til fin vækst i nogle lande i Sydeuropa.

Når man bevæger sig længere nordpå, så bliver det værre og værre.

– Tyskland står i stampe. De venter alle sammen stadigvæk på, at de der tyske økonomiske programmer kommer i gang. Der er ikke rigtig sket noget endnu, udtaler topchefen med henvisning til de store tyske investeringsprogrammer.

Byggeindustrien i Norden er ifølge isoleringschefen stadig sindssygt hårdt ramt med meget lidt aktivitet i Sverige, Norge og Danmark.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER