Bavarian får amerikansk ordre på koppevaccine for over 422 mio. kr. – NY

Udgivet: 24. september 2024

Udbrud med mpox har gjort indhug i det amerikanske vaccinelager, og derfor har den amerikanske regering lagt en ny bestilling hos Bavarian Nordic.

Ordren lyder på vacciner for 63 mio. dollar, hvilket svarer til lige over 422 mio. kr.

Det fremgår af en meddelelse tirsdag eftermiddag.

Vaccinerne vil både være råvaccine og en frysetørret udgave af den eftertragtede koppe- og mpoxvaccine.

– Råvaccinen, der udgør størstedelen af kontrakten, vil bidrage til at genopfylde lageret, der blev anvendt til produktionen af vacciner i forbindelse med mpox-udbruddet i 2022. Genopfyldning af lageret af råvaccine er nødvendig for at kunne opfylde selskabets eksisterende kontrakt på levering af en næste-generation frysetørret udgave af vaccinen til USA’s koppevaccineberedskab, skriver Bavarian Nordic i meddelelsen.

– Desuden omfatter den nye kontrakt produktion af 1 mio. doser frysetørret vaccine, som vil trække på lageret af råvaccine, lyder det videre.

Leverancer ventes at ske i løbet af 2025 og 2026.

– Mens råvaccinen forventes produceret næste år, med forbehold for internationale ordrer, der er nødvendige for at imødekomme det igangværende mpox-udbrud, vil leverancerne af de frysetørrede vacciner ske i 2026, lyder det fra selskabet.

Bavarian Nordic har samarbejdet med den amerikanske regering siden 2003 om udvikling, produktion og levering af koppevacciner.

– Denne kontrakt vil bidrage yderligere til indgåede ordrer inden for vores forretningsområde for beredskabsvacciner i 2025 og frem, og bekræfter nok engang MVA-BN som den ledende koppe-/mpoxvaccine. Det igangværende mpox-udbrud er en påmindelse om, hvor sårbart det internationale samfund er over for infektionssygdomme, siger Paul Chaplin, der er topchef i Bavarian Nordic, i meddelelsne.

Aktien faldt tirsdag 2,9 pct. til 232,50 kr., mens nyheden dog først blev meldt ud efter lukningen af markedet.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel