Den amerikanske præsident Joe Biden forsøger igen at lægge pres på containerrederierne, så den igangværende havnestrejke på den amerikanske østkyst kan blive afsluttet.
Det skriver Bloomberg News.
– Det er tid til, at de igen sætter sig ved forhandlingsbordet og får den her strejke afsluttet, siger han ifølge mediet.
Præsidenten var netop på vej til staterne i sydøst, hvor orkanen Helene har raseret. Det har kostet menneskeliv samt store skader på bygninger og hjem. Derfor tog han afsæt i den humanitære og økonomiske krise, som lige nu påvirker befolkningen i området.
– Det sidste, vi har brug for oven i det, er en menneskeskabt katastrofe: Det, der foregår i havnene, siger han.
Derefter langer han direkte ud efter rederierne, som han mener har tjent store summer, og som han nu mener har ansvaret for igen at begynde forhandlingerne med de ansatte på havnene.
Havnearbejderne er organiseret under ILA, der rummer 47.000 medlemmer, som tirsdag brød ud i strejke, da deres overenskomst udløb ved udgangen af september.
Højere løn og en sikring mod at blive erstattet af automatisering er blandt stridspunkterne.
.\˙ MarketWire