Den tyske bank Commerzbank har indledt ugen i rødt, efter at det er kommet frem, at bejleren Unicredit har lagt et bud på en anden bank.
Unicredit har i weekenden henvendt sig til italienske Banco BPM med et bud på 10 mia. euro, der vil blive betalt gennem udstedelsen af nye aktier.
Det tynger aktien i Commerzbank med 5,1 pct. til 14,56 euro på børsen i Frankfurt.
Længe har Unicredit ellers åbenlyst luftet sine ambitioner om at opkøbe Commerzbank – en handel, som hverken den tyske bank eller Tysklands regering har vist interesse i.
Unicredit har i løbet af september opbygget en position i Commerzbank på 21 pct., men siden er der ikke gjort fremskridt i opkøbsplanerne.
Buddet på Banco BPM er dateret til søndag, men offentliggjort mandag morgen. Konkret vil Unicredit betale 0,175 aktier per aktie i Banco BPM. Handlen har en værdi af 10 mia. euro, eller hvad der svarer til knap 75 mia. kr.
Investorerne i Banco BPM reagerer positivt på buddet og sender mandag aktien i vejret med 4,8 pct. til 6,95 euro på børsen i Milano. Sideløbende bakker Unicredit med 2,6 pct. til 37,11 euro.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER