Aktiekursen i Demant har været på en længere deroute i noget tid. Selv om tilbagegangen i nogen grad er retfærdiggjort, vurderes markedets syn på industrien efterhånden at have nået et bundniveau.
Dertil oplever Demant en god efterspørgsel efter sit høreapparat Oticon Zeal i USA, der kan gøre godt for salgsvæksten i 2026.
Det er holdningen i Nordea, der hæver anbefalingen for Demant til “køb” fra “hold”.
– Selv om tilbagegangen i Demants værdiansættelse i nogen grad er retfærdiggjort efter vores mening, og vi fastholder vores skeptiske tilgang til industrien på mellemlang sigt, mener vi, at pessimismen blandt køberne synes at have toppet (“reached peak bear territory”, red.), skriver analytiker Martin Brenøe i analysen.
Demant vurderes endvidere at have haft en god indledende efterspørgsel på sit høreapparat Oticon Zeal i USA. I bedste fald vurderes Zeal at kunne øge salget med 4-7 pct. i 2026, lyder vurderingen. Dertil indikerer markedsdata, at markedet for høreapparater uden for de offentlige kanaler i USA er kommet sig i de første uger af 2026.
Kursmålet er sat til 230 kr. Der er ikke et tidligere kursmål, da Nordea ikke har kursmål for aktier med “hold”-anbefalinger.
Demant-aktien stiger 0,8 pct. til 191 kr.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER