ECB’s Kazaks regner med finjusteringer af renten

ECB's styrelsesrådsmedlem Martins Kazaks mener, at flere rentesænkninger kan være på vej for at sikre inflation omkring 2 pct. Markedet forventer en enkelt yderligere rentesænkning i år.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 11. juni 2025

Den Europæiske Centralbank, ECB, kan stadig have flere rentesænkninger i ærmet, mener centralbankens lettiske styrelsesrådsmedlem, Martins Kazaks.

– Vi har gjort meget, hvad angår rentesænkninger, og pengepolitikken skal fortsat være årvågen for at sikre, at inflation forbliver omkring 2 pct., siger han i et interview med mediet Econostream ifølge Bloomberg News.

– Vil det kræve nogle yderligere nedsættelser for at finjustere? Ret sandsynligt, fortsætter han.

ECB sænkede sidste uge renten for ottende gang i træk i sin nuværende lempelsescyklus. I perioden er indskudsrenten blevet sænket 200 basispoint til nu 2,0 pct.

Med den nuværende rente mener flere af beslutningstagerne i ECB, at renten nu er i et niveau, hvor den hverken understøtter eller hæmmer væksten.

Det fik sidste uge både græske Yannis Stournaras og estiske Madis Müller fra ECB’s styrelsesråd til at erklære, at rentenedsættelserne næsten er ved vejs ende.

– Hvad markedet indregner – én sænkning mere eller deromkring – er ikke urealistisk med vores baseline, siger Martins Kazaks til Econostream.

– Men præcis hvornår og hvordan vil i høj grad afhænge af, hvordan økonomien udvikler sig – særligt i denne tid med stor usikkerhed, forklarer han videre.

Handel med rentefutures viser, at markedet indregner en enkelt rentesænkning mere i årets løb. Det vil bringe ECB’s indlånsrente ned på 1,75 pct.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER