John Williams, som er chef for Federal Reserves afdeling i New York, anser renten i USA for at være velpositioneret på vej ind i 2026.
Efter tre rentesænkninger i 2026 på samlet set 0,75 pct.point til 3,50-3,75 pct. er pengepolitikken godt kalibreret til at håndtere risici mod centralbankens to hovedmål, inflationen og beskæftigelsen.
– Den pengepolitiske indsats er meget fokuseret på at bringe disse risici i balance. Med dette formål har FOMC flyttet den moderat restriktive pengepolitiske position mod neutral, sagde John Williams ifølge Bloomberg News i forbindelse med en tale mandag.
– Med disse tiltag er pengepolitikken godt positioneret, når vi går ind i 2026.
“FOMC” står for Federal Open Market Committee, der er ledelsesgruppen i centralbanken.
Den amerikanske centralbank skal som et af to hovedmål sikre prisstabilitet, hvilket banken udtrykker som en kerneinflation på 2,0 pct. om året, men den har ikke været i det niveau siden den krydsede over 2,0 pct. i marts 2021. Senest blev den for september, målt på PCE Core, opgjort til 2,8 pct., så den er stadig ganske forhøjet.
Heller ikke bankens andet hovedmål, maksimal beskæftigelse, udvikler sig som ønsket. Ledigheden i USA er senest for september tikket op til 4,4 pct. og er i sit højeste siden oktober 2021. Arbejdsløsheden ventes ifølge Bloomberg News igen i november at have tikket op til 4,5 pct. Rapporten for oktober er blevet aflyst på grund af den tidligere føderale nedlukning i USA, mens opgørelsen for november offentliggøres tirsdag i denne uge.
New York-direktøren, der altid er stemmeberettiget på Federal Reserves rentemøder, vurderer dog, at situationen ikke er kritisk for banken.
– I år har vi, baseret på data og udsigterne, justeret renterne ned på en måde, som efter vores mening positionerer os rigtig godt til, at disse to konkurrerende risici er nogenlunde i balance.
– Vi kan ikke vide præcist, hvad der kommer til at ske med handelspolitik, inflation eller økonomien næste år, men jeg mener, at vi er godt positioneret til det.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER