NKT/CEO: Stærk ordrebeholdning giver os mulighed for at være selektive

NKT har haft mindre ledig kapacitet efter rekordstor ordreindgang sidste år, men med en ordrebeholdning på 11 mia. euro kan de være selektive på markedet. Direktøren føler sig tryg og rolig omkring ordreindgangen og fokuserer på at få en afbalanceret udnyttelse af aktiverne.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 14. november 2024

Efter en rekordstor ordreindgang sidste år har kabelkoncernen NKT haft mindre ledig kapacitet at byde ind med i forbindelse med kontrakter i år.

Og med en ordrebeholdning af højspændingskabler på 11 mia. euro har NKT da også mulighed for at være selektive på markedet.

Det siger NKT’s administrerende direktør, Claes Westerlind, i et interview med MarketWire efter kabelkoncernens regnskab for tredje kvartal.

– Samlet i år til dato kan vi se, at der er tildelt ordrer på højspændingskabler for mere end 15 mia. euro. Så markedsaktiviteten har vist sig at være stærk i år, siger Claes Westerlind.

Han henviser til NKT’s skøn i starten af året om, at selskabet ser et gennemsnitligt marked mellem 2024 og 2030 på “mere end” 10 mia. euro om året.

– Vores ordreindtag i år, hvis man sammenligner med de 15 mia. euro, har været lidt mindre end 10 pct., tilføjer NKT-direktøren.

Efter sidste års ordreridt pointerede han, at NKT ikke ville være i stand til at opretholde samme høje markedsandel af ordretildelingerne. Sidste år tegnede NKT sig for lige under 50 pct. af kontrakterne på højspændingsmarkedet.

– Vi kan ikke vinde ordrer på noget, vi ikke har kapacitet til, så på den måde er vi ofre for vores egen succes. Man skal også huske, at mange af de ordrer, der er blevet tildelt i år, faktisk kommer som faste ordrer på baggrund af bookingforpligtelser, der blev indgået sidste år, siger Claes Westerlind.

Hvis man kombinerer NKT’s højspændingsordrer over 2024 og 2025 og sammenligner dem med det samlede marked, ligger selskabets markedsandel ifølge NKT-topchefen et sted imellem 25 og 30 pct.

– Så jeg føler mig tryg og rolig omkring ordreindgangen. Vores stærke ordrebeholdning giver os en meget god position til at være selektive, så vi kan sikre den rigtige balance mellem risiko og afkast, og vi kan fokusere på at få en afbalanceret udnyttelse af aktiverne i NKT, siger Claes Westerlind.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER