NKT har underskrevet en rammeaftale med hollandske Enexis Netbeheer om levering af mellemspændingskabler til opgradering af elnettet i Holland.
Det oplyser kabelproducenten i en pressemeddelelse.
Som led i aftalen skal NKT årligt levere cirka 600 km mellemspændingskabler. Aftalen løber som udgangspunkt i otte år, men indeholder dertil en mulighed for forlængelse med yderligere fire år.
– For at understøtte den voksende produktion af vedvarende energi og behovet for at opgradere og modernisere det regionale elnet har det hollandske forsyningsselskab Enexis indgået en langsigtet rammeaftale med NKT om levering af mellemspændingskabler, skriver NKT i meddelelsen.
Kablerne skal bruges til at udvide elnettet i de hollandske provinser Groningen, Drenthe, Overijssel, Brabant og Limburg.
Leveringen af kablerne vil begynde fra midten af 2025, og størstedelen vil blive produceret på NKT’s fabrik i Asnæs.
.\˙ MarketWire