Novo Nordisk får med EU-godkendelsen af Wegovy i en højdosisudgave på 7,2 milligram et potent vægttabsmiddel, der tilbyder større vægttab til patienterne og samtidig har vist lovende takter i forhold til at beskytte mod hjerte-kar-fordele.
Det er meldingen fra Filip Krag Knop, medicinsk direktør i Novo Nordisk, oven på tirsdagens godkendelse.
Højdosisudgaven af Wegovy viste i fase 3-forsøg i Step Up-programmet et gennemsnitligt vægttab på 20,7 pct. efter 72 uger hos personer med svær overvægt, der ikke har diabetes. Det var i dette studie 3,2 pct.point mere end på den lavere dosis på 2,4 milligram.
– Det er jo et meningsfuldt og klinisk signifikant vægttab, men måske er det vigtigste i virkeligheden, at vi ikke alene ser den her signifikante forskel på vægten, men vi ser faktisk også flere patienter, der opnår deres vægttabsmål, det vil sige 15 pct. eller derovre, når vi taler 20 pct. eller derovre, eller sågar 25 pct. eller derovre.
– Faktisk, når vi taler om andelen af patienter, der opnår et 25 pct. vægttab eller større, så er der over dobbelt så mange, der når det med 7,2 milligram som med 2,4 milligram, siger Filip Krag Knop.
Han peger desuden på, at over dobbelt så mange patienter får normaliseret deres BMI på 7,2 milligram som på 2,4 milligram.
Hjerte-kar-mæssigt har Novo allerede vist, at Wegovy også beskytter mod alvorlige hjerte-kar-hændelser og reducerer antallet af akutte hospitalsindlæggelser.
– Og i forhold til komplikationer ser vi jo også en forbedring på vigtige kardiovaskulære biomarkører som diastolisk blodtryk, vi ser det på kolesterolprofilen og andre ting, der taler ind i en kardiovaskulær risikoprofil. Så vi mener, at vi kan levere både et større vægttab, men også en forbedret kardiovaskulær risikoprofil med den her højere dosis, siger Filip Krag Knop.
MANGLER VIGTIG GODKENDELSE AF PEN
Endnu mangler dog en vigtig godkendelse af den tilhørende pen med en enkelt dosis på 7,2 mg. Godkendelsen ventes først senere i år, og indtil da vil patienterne som start skulle bruge tre injektioner af den hidtil højeste dosis på 2,4 mg.
Men dermed bliver behandlingen i en periode alt andet lige også tre gange så dyr.
Og det giver udfordringer.
– Det er klart, at det gør det måske lidt sværere for os at prisdifferentiere, indtil vi har en pen, der kan levere 7,2 milligram i en injektion, erkender Filip Krag Knop.
Hos Jyske Bank ser analytiker Henrik Hallengreen Laustsen Novos højdosisudgave som et forsøg på at lukke et hul op til konkurrenten Eli Lilly, som med sit vægttabsmiddel Mounjaro allerede tilbyder et vægttab på linje med Novos højdosisudgave.
– Den styrker Novos position, men jo ikke på en måde, hvor man tænker, at de vil kunne udkonkurrere inden for injektionerne.
– Men det er klart, at det er bedre end der, hvor de står nu, hvis man kigger på den rene vægttabsdel. Og så må vi også lige se, hvor stor en del af patienterne der kommer op på de her doser, og om patienterne overhovedet er interesserede i det. De er selvfølgelig interesserede i vægttab, men der er også nogle andre ting, som følger med, siger Henrik Hallengreen Laustsen.
Han peger på, at bivirkningsprofilen målt på mave-tarm-bivirkninger er nogenlunde på linje med Wegovy i 2,4 milligram.
– Men så er spørgsmålet, hvordan folk oplever det, siger Henrik Hallengreen Laustsen.
Han ser lanceringen som et forsøg på at lukke et hul over for Eli Lilly, så Novo kan bevare sin position på det europæiske vægttabsmarked.
– De styrker deres forsvar. Skal vi kalde det det, siger Henrik Hallengreen Laustsen.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER