Novo: EU-Kommissionen godkender Novo Holdings’ rekordopkøb af Catalent – GENT

EU-Kommissionen har godkendt Novo Holdings' køb af Catalent, hvilket er Danmarkshistoriens største opkøb, med en værdi på 116,6 mia. kr. Novo Nordisk forventer at afslutte opkøbet mod slutningen af året.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 9. december 2024

EU-Kommissionen har givet sin velsignelse til Novo Holdings’ køb af den amerikanske kontraktproducent Catalent, meddeler Novo Nordisk fredag aften.

Dermed er en stor sten ryddet af vejen i forhold til en endelig gennemførelse af det, der i så fald vil være danmarkshistoriens største opkøb.

Novo Holdings meddelte i februar, at det havde indgået en aftale om at købe Catalent. Opkøbet har en værdi af 16,5 mia. dollar, hvilket med aktuelle valutakurser svarer til omkring 116,6 mia. kr.

Med i godkendelsen er også Novo Nordisks efterfølgende overtagelse af tre af Catalents produktionsfaciliteter fra Novo Holdings, fremgår det.

De tre fyldefabrikker er beliggende i Anagni, Italien, Bruxelles i Belgien og Bloomington i den amerikanske delstat Indiana. De beskæftiger mere end 3000 ansatte og har alle igangværende samarbejdsaftaler med Novo Nordisk.

En endelig overtagelse af Catalent kræver fortsat myndighedsgodkendelser i andre jurisdiktioner, men Novo Nordisk regner fortsat med, at opkøbet kan være gennemført mod slutningen af i år – og dermed meget snart.

Opkøbet har ellers mødt modstand fra både forbrugerorganisationer og fagforeninger i USA, der mener, at overtagelsen kan være en trussel for den frie konkurrence.

Novos amerikanske ADR-notering stiger efter nyheden med 2 pct. til 110,94 dollar på børsen i New York. Omregnet til danske kroner svarer den kurs nogenlunde til lukkekursen i København fredag på 785,50 kr.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER