Sampos overtagelse af Topdanmark sker efter en årrække som storaktionær i det danske forsikringsselskab. De seneste års strategiændringer hos begge selskaber gjorde, at timingen var rigtig i jagten på fuldt ejerskab. Nu er tiden for store opkøb dog nok også forbi, siger Sami Taipalus, chef for investor relations hos Sampo.
– Både Sampo og Topdanmark har taget skridt i retning af udelukkende at fokusere på skadesforsikring, så vi har meget ens strategier nu, siger Sami Taipalus til MarketWire i forbindelse med et investorarrangement hos HC Andersen Capital i København.
– Når der er mindre kompleksitet, og man skal være uenige om færre ting, så bliver det lettere at blive enige om en transaktion, siger han videre.
Topdanmarks skifte mod udelukkende at fokusere på skadesforsikring blev markeret af salget af selskabets livs- og pensionsforretning til Nordea tilbage i 2022. Samtidig har Sampo frasolgt flere positioner, som ikke relaterede sig til skadesforsikringer, som blandt andet inkluderede aktier i Nordea.
Sampo ejer i forvejen det danske skadesforsikringsselskab If.
Sami Taipalus vægt på, at Sampos voksende størrelse har muliggjort opkøbet af Topdanmark.
– Gennem de strategiske ændringer, som Sampo har foretaget i løbet af de sidste tre år, har vi været i stand til at opnå en værdiansættelse, der er meget mere sammenlignelig med Topdanmark. Det betød, at vi var i stand til at lave en økonomisk fornuftig aftale for os og for Topdanmarks aktionærer, siger han.
DE STORE OPKØB HØRER FORMENTLIGT FORTIDEN TIL NU
Sami Taipalus påpeger, at Sampo har opnået en markedsposition i Norden, som man er mere end tilfreds med. Derfor ligger større opkøb heller ikke i kortene.
– Jeg tror, at vi som virksomhed stort set er færdige med de store opkøb. Der er ikke meget mere for os at købe som forsikringsselskab, siger Sami Taipalus.
Mindre opkøb kan dog formentlig komme på tale i fremtiden, når der skal hentes særlige kompetencer ind, siger Sami Taipalus.
– Det, vi måske kan gøre, er at tilføje mindre virksomheder med specifikke evner til vores portefølje, men vi forventer ikke, at der vil ske store transaktioner i Norden i fremtiden. Vi har så gode markedsandele i de nordiske lande nu, siger han.
Sampo har torsdag anden handelsdag på Nasdaq-børsen i København og er startet dagen med en stigning på 0,6 pct. til 310,60 kr.
.\˙ MarketWire