Zelenskyj regner med at tale med Trump onsdag

Udgivet: 19. marts 2025

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, regner med at tale med USA’s præsident, Donald Trump, onsdag.

Det skriver Reuters.

Zelenskyj er i øjeblikket i Finland, hvor han har holdt møde med landets præsident, Alexander Stubb.

Under et fælles pressemøde i landets hovedstad, Helsinki, fortæller Zelenskyj, at han allerede i dag, onsdag, forventer at have en telefonsamtale med Trump.

Her regner han ifølge Reuters med at høre flere detaljer om Trumps samtale tirsdag med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

/ritzau/

Del denne artikel