NKT indgik i tredje kvartal et par store aftaler, der afspejler et fortsat aktivt marked for højspændingskabler.
Overordnet er der i øjeblikket dog et blandet billede for markedsaktivitet, men på mellemlang og lang sigt ser udsigterne “ret gode ud”.
Det siger NKT’s administrerende direktør, Claes Westerlind, i et interview med MarketWire.
I tredje kvartal fik NKT en kontrakt med Energinet om højspændingsforbindelsen mellem Energiø Bornholm og Sjælland.
Den anden aftale var en udpegelse af NKT som foretrukken leverandør af kabelprojektet Eastern Green Link 3, som skal forbinde elnettene i Skotland og England.
– Markedet er fortsat aktivt, hvilket bekræftes af ordrerne, og som specielt aftalen om Eastern Green Link er et bevis på. Alt dette er drevet af diskussionerne om elektrificering, integration af mere ren energi og selvfølgelig også renovering og fornyelse af elnettene. Når det er sagt, har der også været og er stadig usikkerhed på nogle markeder, siger Claes Westerlind.
Han nævner USA som eksempel, hvor der dog ikke er tale om usikkerhed, men mere er tale om et marked i kraftig nedgang. Det har ifølge NKT-chefen begrænset indflydelse på det globale billede for udbud og efterspørgsel, men “det fortjener stadig at blive nævnt”.
– I Europa er der markeder som Tyskland, der har gennemgået en politisk transformation i det sidste halvandet år. Her er der en politisk debat om tempoet i overgangen til ren energi og investeringerne i forstærkning af elnettet, også i lyset af spørgsmål om overkommelige priser, hvor man diskuterer luftledninger kontra underjordiske kabler.
– Men der er også andre markeder, der har et stærkt fremstød, som for eksempel de britiske markeder, der er modstandsdygtige og beviser deres værd ved, at netoperatører som SSE forleden offentliggjorde en bekræftet femårig investeringsplan i elnettet på over 30 mia. pund, siger Claes Westerlind.
BLANDET BILLEDE AF MARKEDER
Det samlede billede for den øjeblikkelige markedsaktivitet kalder han derfor for “blandet”.
– Men hvad der efter min mening står klart, er, at elektricitet vil være den vigtigste form for både forbrug og transport af energi i fremtiden, og som sådan er udsigterne på mellemlang til lang sigt ret gode, siger NKT-topchefen.
NKT opgør det adresserbare marked for højspændingskabler til gennemsnitligt 10 mia. euro om året i perioden 2024 til 2030.
– Vi tænker på et gennemsnit, fordi det kan gå op og ned. Vi har set år, hvor det har været langt over 10. I år kan vi se, at det kommer tæt på 10, men ikke nødvendigvis over.
HØJERE EFTERSPØRGSEL END UDBUD
I forhold til balancen mellem udbud og efterspørgsel siger han, at efterspørgslen det seneste år har været højere end udbuddet.
– Det er vores klare opfattelse. Og vi er af den overbevisning, at der indtil udgangen af dette årti fortsat vil være et overskud i efterspørgslen i forhold til udbuddet. Men vi har også tidligere sagt, at vi mod slutningen af dette årti tror, at det vil bevæge sig mod et mere afbalanceret territorium. Det er også vores vurdering i dag.
– Der er selvfølgelig en hel del usikkerhed om det, herunder på markedssiden, men også på udbudssiden afhængigt af kapacitetsudvidelser, hvad der realiseres, og hvad der ikke realiseres.
– Noget som er blevet mere aktuelt på det seneste, er udsigten til megaprojekter, altså meget store projekter, der forbinder kontinenter snarere end lande. Sådanne projekter kan selvfølgelig have potentiale til at få stor indflydelse på udbud og efterspørgsel, siger Claes Westerlind.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER