Novo/Jyske: Nyt år giver ny start – pillelancering skubber på aktien

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 6. januar 2026

Nytåret har givet Novo Nordisk-aktien vinger og sendt medicinalkæmpen solidt i front som årets foreløbigt bedste C25-aktie. Det sker sideløbende med Novos ventede lancering af sin pilleversion af Wegovy mod svær overvægt på det amerikanske marked, og efter meldinger fra Novo-ledelsen om, at sætte masser af muskler bag lanceringen i USA.

Men stigningen på 5,4 pct. tirsdag og 5 pct. mandag hænger nok også sammen med, at der er vendt et kalenderblad eller to.

– Det er vildt. Man plejer jo at sige nytår, ny begyndelse og ny optimisme. Jeg tror, at det bidrager til euforien, og så har vi selvfølgelig også fået en pillegodkendelse hen over nytår. Vi har også fået en patentbekræftelse i Kina, så der har været lidt positiv nyhedsstrøm, siger Henrik Hallengreen Laustsen, analytiker i Jyske Bank, til MarketWire.

FULD GAS

Han peger samtidig på, at meldingerne fra Novo om lanceringen er ret så entusiastiske, og lanceringen skal have fuld gas.

Novo har da også travlt med et etablere sig, da ærkerivalen Eli Lilly vurderes at være få måneder efter og formentlig også snart vil kunne lancere en pille mod svær overvægt.

– Så den skal have en over nakken, påpeger Henrik Hallengreen Laustsen.

Selve lanceringen kommer dog ikke som nogen overraskelse. Godkendelsen i USA af Novos pille faldt kort før jul, og sendte medicinalkæmpens aktie i vejret med over 9 pct. på lillejuleaftensdag. Siden gik det lidt nedad bakke på begge handelsdage inden nytår, inden aktien altså er kommet solidt ud af starthullerne i år med en samlet stigning på 12,4 pct. til 365,45 kr.

Dermed er året startet lige modsat 2025, hvor aktien dykkede hele 46,4 pct.

– Så det er måske også en forhåbning fra nogle investorer om, at nu er det værste ovre. Forventningerne til 2026 er blevet talt ned, og analytikernes estimater er kommet ned. Så skal vi selvfølgelig se, om det er nok, når de guider for 2026, men det handler nok om en forhåbning om, at nu er det værste ovre, og at vi nu kan se fremad, vurderer Jyske Bank-analytikeren.

RECEPTTAL VIL VISE KONTURERNE I DEN KOMMENDE TID

Hvordan Novos lancering af Wegovy-pillen rent faktisk går, vil analytikerne formentlig først om nogle uger kunne sjusse sig frem til via de ugentlige recepttal fra USA.

Og selve lanceringen har hidtil ikke overrasket, mener Henrik Hallengreen Laustsen.

Han peger på, at pillegodkendelsen lå i kortene, at prisen var aftalt i november i forbindelse med en aftale med Trump-administrationen, og selve lanceringen i starten af januar, var markedet også forhånd varskoet om.

– Så det er jo ikke noget, der gør, at analytikernes estimater skal op igen, siger Henrik Hallengreen Laustsen.

Han vurderer dog også, at kursfaldet sidste år nok var mere massivt, end sænkningen af analytikernes estimater umiddelbart kunne berettige.

– Man har det i hvert fald med, at når ting falder, så bliver alt skidt og dårligt og meget sort. Men lad os nu også se, om det her kursopsving holder.

– Nu handler det om, at de også leverer både i forhold til guidance for 2026, men også i forhold til recepttal, påpeger Henrik Hallengreen Laustsen.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER