Air France-KLM og Norwegian sendes på retur efter nedgradering hos Barclays

Barclays sænker anbefalingerne for Air France-KLM og Norwegian på grund af politisk uro og valutaudfordringer, hvilket sender begge selskaber ned på børsen.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 15. januar 2025

Barclays er ude med riven efter luftfartsselskaberne Air France-KLM og Norwegian, der på den baggrund begge sendes ned på børsen onsdag formiddag.

Den britiske storbank har sænket sin anbefaling af Air France-KLM til “undervægt” fra “ligevægt” på baggrund af fortsat politisk uro i Frankrig, skriver Bloomberg News, mens Norwegians anbefaling er sænket til “ligevægt” fra “overvægt” efter en nedjustering af forventningerne forleden.

På børsen i Paris falder Air France-KLM med 1,3 pct. til 7,07 euro, og Norwegian dykker samtidig med 1,0 pct. til 10,14 norske kr. i Oslo.

Efter nedjusteringen mandag faldt Norwegian-aktien med 5,4 pct., inden den kom lidt igen med et plus på 2,3 pct. tirsdag. Aktien er faldet syv ud af ti handelsdage i 2025.

For Air France-KLM er det gået ned ad bakke på seks ud af ti handelsdage i år.

For Norwegian har Barclays sænket sine estimater for driftsindtjeningen før renter og skat (EBIT) kraftigt i de kommende år, efter at Norwegian mandag oplyste, at en svækket norsk krone i fjerde kvartal gjorde ondt på indtjeningen. På den baggrund nedjusterede luftfartsselskabet forventningerne til hele 2024.

Og Barclays peger netop på, at udviklingen i den norske krone gør ondt på regningen til brændstof og vedligeholdelse samt leasing, og samtidig vil en hård vinter formentlig ramme driftsomkostningerne på kort sigt, vurderer børshuset.

For Air France-KLM er det særligt potentielt højere skatter og lav forbrugertillid i Frankrig som følge af den politiske uro i landet, der er stenen i skoen.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER