De tyske fabriksordrer var på hælene i oktober, men i noget mindre omfang end frygtet.
Det kan være et tegn på, at bunden for en langvarig nedtur for den tyske industri kan være nået, skriver Bloomberg News.
Fabriksordrerne i Tyskland faldt i oktober med 1,5 pct., men økonomerne havde ventet et dyk på 2,0 pct.
Samtidig er sidste måneds opgørelse blevet revideret til en stigning på 7,2 pct. fra den hidtidige opgørelse på 4,2 pct.
Den tyske industri har i længere tid været årsag til bekymring. Siden 2022 har markedsundersøgelser foretaget af S&P Global vist nedgang i sektoren. Årsagerne er flerfoldige: haltende efterspørgsel i udlandet, høje renter, og senest peges der på strukturelle udfordringer i Tyskland.
De strukturelle problemer tæller blandt andet mangel på kvalificeret arbejdskraft og høje energiomkostninger. Mest tydeligt ses det ifølge Bloomberg News hos den tyske bilgigant Volkswagen.
– Den tyske industris konkurrencemæssige position er forværret, og voksende markeder udenlands har ikke givet de vækstimpulser, som de ville have gjort før i tiden, siger den tyske centralbankdirektør, Joachim Nagel, i en tale onsdag ifølge Bloomberg News.
– Industrien er under betydeligt pres for at tilpasse sig de skiftende strukturelle betingelser – både indenlands og globalt, fortsætter han.
Den tyske økonomi ventes ifølge økonomer at aftage for andet år i træk i 2024 på grund af et svagt forbrug. Det er endda, selv om tyskernes lønninger er steget. Der venter dog en håndsrækning fra Den Europæiske Centralbank, ECB, der spås at have flere rentesænkninger i ærmet. Allerede i december er ventet årets fjerde rentenedsættelse, og i 2025 er der lagt op til mere af samme skuffe.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER