Centralbankchefer i ECB ser enden på rentesænkninger nærme sig

Udgivet: 6. juni 2025

Den Europæiske Centralbank, ECB, nærmer sig efterhånden enden på sine lempelser af pengepolitikken.

Det siger både det græske og estiske styrelsesrådsmedlem i ECB ifølge Bloomberg News, imens den franske centralbankchef, Francois Villeroy de Galhau, har erklæret sejr over inflationen.

Torsdag sænkede ECB sin indskudsrente med 25 basispoint til 2,0 pct. – ottende rentenedsættelse i træk. Nu er det da også forventningen, at centralbanken vil holde sig fra renterne, når den mødes igen i juli, fortæller kilder til Bloomberg News.

Det bakkes op af kommentarer fra Estlands centralbankchef, Madis Müller, der i et interview med Aripaev Radio fortæller, at ECB-chef Christine Lagarde “opsummerede det godt torsdag ved at sige, at vi nok nærmer os enden på rentelempelsescyklussen i denne omgang”.

– Hvad angår fremtiden – ingen kan sige noget sikkert endnu, tilføjer styrelsesrådsmedlemmet.

Han bakkes op af græske Yannis Stournaras, der i et interview med Bloomberg Television siger, at ECB er “næsten færdig” med rentenedsættelserne.

– Men med så meget usikkerhed i verden kan du aldrig sige, at det er færdigt, påpeger Grækenlands centralbankchef.

Der er da stadig også meget usikkerhed i verden – ikke mindst fra handelspolitikken i USA under præsident Donald Trump, der har budt på nye og uforudsigelige toldsatser.

– Beslutningstagerne konfronteres lige nu med “mere usikkerhed end sædvanligt”, siger Madis Müller ifølge Bloomberg News.

Inflationen i eurozonen var i maj 1,9 pct., og med det nåede den under ECB’s mål om 2 pct. på mellemlang sigt.

– Vi har vundet kampen mod inflationen, siger den franske centralbankdirektør, Francois Villeroy de Galhau, til tv-kanalen France 2 ifølge Bloomberg News.

– Vi havde allerede vundet over den i Frankrig med en inflation under 1 pct. i dag. For Europa er den 1,9 pct., og vi ventede 2 pct. i år, fortsætter han.

ECB indledte i juni 2024 sine lempelser af indskudsrenten. Nedsættelserne fulgte knap et år med en indskudsrente på 4 pct., der gradvist blev sat op fra juli 2022, efter at Rusland gik ind i Ukraine og satte skub i inflationen.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel