Danske Bank leverer “bundsolidt” regnskab: Har oppræcisering med til aktionærerne

Danske Bank justerer forventningerne til 2025 op til et overskud i den høje ende af intervallet på 21-23 mia. kr. Analytikere og investeringsøkonomer roser regnskabet for at være solidt og i tråd med forventningerne.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 31. oktober 2025

Danske Bank svinger sig i regnskabet for tredje kvartal op til at oppræcisere forventningerne til 2025 – dog ikke med de store armbevægelser. Hvor banken før så et overskud på 21-23 mia. kr., ser Danske Bank nu et overskud “i den høje ende” af indtjeningsspændet.

– Vi venter fortsat, at overskuddet bliver en smule lavere i 2025 end i 2024 drevet af lavere, om end robuste nettorenteindtægter, fremgår det af regnskabet for kvartalet. Sidste år var overskuddet på 23,6 mia. kr.

Kapitalforvalteren Arthascope drister sig da også til at kalde regnskabet for “bundsolidt rugbrødsarbejde i tidens ånd og præcis på linje med forventningerne” med to måneder tilbage af 2025.

Danske Bank overrasker på flere poster i det netop overståede kvartal. Både renteindtægterne og gebyrer lander højere end ventet blandt analytikerne, og på nedskrivningsposten er der igen tale om en lille tilbageførsel, hvilket skal ses i lyset af en forventning blandt analytikerkorpset om en nedskrivning på en lille kvart milliard.

Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, kalder ligeledes kvartalsregnskabet for “solidt”.

– Nogen vil glæde sig over oppræciseringen, mens andre vil hævde, at andre danske banker har leveret mere end det. Når det kommer til den forventede kursreaktion, er oppræciseringen den nødvendige men ikke nødvendigvis den tilstrækkelige ingrediens til en kursstigning efter et meget solidt kursridt i 2025, påpeger han.

I tredje kvartal endte bundlinjen med et plus på 5520 mio. kr. mod analytikerventede 5455 mio. kr. Til sammenligning bød tredje kvartal sidste år på et overskud på 6165 mio. kr.

Danske Banks direktør, Carsten Egeriis, siger i regnskabet, at resultatet efter skat skyldes “en god indtjening i kerneforretningen og det fortsatte fokus på omkostningsstyring, illustreret ved en omkostningsprocent på 45,6 pct. (i de første ni måneder af 2025), der var understøttet af den fortsatte stærke kreditkvalitet”.

I det netop overståede kvartal endte omkostningsprocenten på 46,1 pct. Omkostningerne steg til 6320 mio. kr. mod ventet 6333 mio. kr. og 6228 mio. kr. året før.

Nettorenteindtægterne er fortsat påvirket af de lavere renter fra centralbankerne og var på 9074 mio. kr. mod analytikernes forventning på 8987 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af Danske Bank selv. I tredje kvartal 2024 endte posten på 9165 mio. kr. Men mens renterne går en tand ned, så er aktiviteten i banken fortsat i god gænge – og gebyrindtægterne steg i forhold til sidste år og mere end ventet til 3502 mio. kr. mod analytikernes bud på 3406 mio. kr. og 3329 mio. kr. i perioden 2024.

Tabel over Danske Banks regnskab for tredje kvartal 2025:

Mio. kr. Q3 25 Q3 25(e) Q3 24 FY 25 (e) FY 24
Nettorenteindtægter 9074 8987 9165 35.966 36.697
Nettogebyrindtægter 3502 3406 3329 14.874 14.912
Handelsindtægter 626 757 733 3236 2668
Indtjening fra forsikringsaktiviteter 382 413 459 1552 1387
Indtægter i alt 13.696 13.757 13.826 56.238 56.405
Omkostninger i alt 6320 6333 6228 25.843 25.736
Res. før nedskrivninger 7376 7460 7598 30.399 30.669
Nedskrivninger -8 246 -337 784 543
Resultat før skat 7384 7221 7935 29.612 31.212
Nettoresultat 5520 5455 6165 22.231 23.629
Udbytte per aktie/kr. 20,50 28,70

Danske Banks forventninger til 2025:

Mia. kr. Ved Q3 Ved Q2 Ved Q1: Ved FY 2024
Indtægter i alt en smule lavere end i 2024 en smule lavere end i 2024 en smule lavere end i 2024 en smule lavere end i 2024
Omkostninger Op til 26 op til 26 op til 26 på til 26
Nedskrivninger på udlån cirka 1 cirka 1 cirka 1 cirka 1
Nettoresultat Høje ende af intervallet 21-23 21-23 21-23 21-23

Analytikernes forventninger:

Mia. kr. 25(e) 26(e) 27(e)
Omkostninger 25.843 26.022 26.382
Nettoresultat 22.231 22.201 22.690

(e) = Medianestimat indsamlet af Danske Bank blandt op til 15 analytikere frem til den 14. oktober.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER