Danske Bank-økonom: Styrkeforholdet over Atlanten vil stå lysende klart fredag

Fredagens PMI-målinger viser, at USA er økonomisk stærkere end Europa. Investorer holder øje med fremstillingssektoren og renteudsigterne i begge regioner.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 21. november 2024

Fredagens sværm af aktivitetsmålinger fra begge sider af Atlanten vil sætte en tyk streg under, at den amerikanske økonomi i øjeblikket er de europæiske økonomier overlegen.

Det spår Sofie Manja Eger Huus, seniorøkonom i Danske Bank, i en optakt til fredagens PMI-målinger.

Målingerne bygger på tilbagemeldinger fra indkøbschefer i fremstillings- og serviceindustrien. Og der vil være klare skel mellem målingernes styrke.

– I øjeblikket er der ét land og én sektor, som har førertrøjen på. USA er uden tvivl den stærkeste økonomi, der på overraskende vis har overvundet de højere renter samtidig med, at inflationen er kommet under kontrol. Den amerikanske servicesektor er særligt den sektor som trækker for, og det vil vi formentlig også kunne se i PMI-tallene, forudser Sofie Manja Eger Huus.

Hun venter, at investorerne særligt vil holde øje med, om der er bedring at spore i fremstillingssektoren.

I Europa vil målingerne vise en klar opdeling i nord og syd. Særligt tysk fremstillingsindustri er i krise, mens Italien og Spanien kan glæde sig over en stærk servicesektor.

Og PMI-målingerne vil også blive fulgt af markedet for at pejle udsigterne for renten og de øvrige finansmarkeder.

– ECB har skiftet fokus fra inflation til vækst, og derfor kan dagens tal også påvirke investorernes forventninger til rentenedsættelser i Europa. Lander de europæiske PMI-tal til den lave side, kan det kaste skygger over vækstudsigterne og trække aktierne ned, omend udsigten til flere rentesænkninger fra ECB kan blive en redningskrans for aktiemarkedet, vurderer Sofie Manja Eger Huus.

Samtidig kan meget stærke amerikanske PMI-tal puste til inflationsfrygten igen og reducere forventningerne til kommende rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER