Der er en rentenedsættelse på vej fra Den Europæiske Centralbank, ECB, på torsdag. Sættes renten ned, vil det være den fjerde i år.
Hos Jyske Bank ventes det, at renten sættes ned med 25 basispoint, så renten slutter året i 3,0 pct.
– Det vil ske med udgangspunkt i et afdæmpet vækstbillede, der giver plads til, at inflationen kan fortsætte bedringen. Baggrunden vil være en nedjustering af ECB’s inflationsprognose, så der er udsigt til, at den samlede inflation stabiliserer sig omkring målsætningen på 2 pct. allerede i starten af 2025 og ikke først i andet halvår, som september-prognosen signalerede, skriver Jyske Banks chefstrateg, Ib Fredslund Madsen, i en analyse.
– Vores prognose indebærer, at ECB nedsætter renten på hvert møde til og med juni 2025, hvor renten bunder i 2 pct., skriver han.
Ib Fredslund Madsen påpeger, at markederne indpriser lige nu 27 basispoint i rentenedsættelse på torsdag, efter at de tidligere har flirtet mere intensivt med tanken om, at ECB allerede på torsdag kunne gå med 50 basispoint.
– Det tvivler vi dog på sker, da signalet fra Isabel Schnabel (styrerådsmedlem i centralbanken), og andre pengepolitiske høge har været, at potentialet for rentenedsættelser er relativt begrænset, mens de fleste duer har talt for at fortsætte lempelserne i et gradvist tempo, fremgår det af analysen.
Nordea hælder ligeledes til en rentenedsættelse på de 25 basispoint:
– Det kan dog ikke helt udelukkes, at ECB vælger en større nedsættelse på 50 basispoint som modsvar på de seneste måneders svage økonomiske nøgletal. Uanset størrelsen på rentenedsættelsen i euroområdet er det dog så godt som sikkert, at Nationalbanken vælger at følge efter med en tilsvarende reduktion af styringsrenten i Danmark, skriver Nordea i en kommentar mandag morgen.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER