Euroen og renterne i fald efter skuffende europæiske aktivitetstal

Udgivet: 23. september 2024

Skuffende tal fra indkøbschefernes aktivitetsindeks i eurozonens to største økonomier, Tyskland og Frankrig, har mandag morgen sendt euroen nedad. Samtidig falder renterne på obligationsmarkederne efter styrkede udsigter til yderligere rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank (ECB).

– Svage nøgletal fra euroområdet er selvfølgelig noget, der understøtter forventningerne om, at der kommer flere rentenedsættelser fra ECB, siger Niels Christensen, valutastrateg hos Nordea.

I Danmark falder renten på den toneangivende 10-årige statsobligation med 6 basispoint til 2,06 pct. fra 2,12 pct.

Samtidig falder euroen med 0,6 pct. sammenholdt med den amerikanske dollar.

Det samlede foreløbige PMI-indeks for hele eurozonen viser et fald til 48,9 i september fra 51,0 i august. Økonomerne havde kun ventet et lille fald til 50,5 ifølge Bloomberg News.

Indeksene er konstrueret, så 50,0 er det neutrale niveau.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel