Før amerikanske bankregnskaber: Udsigt til laveste indtjening fra udlån i to år

Udgivet: 8. oktober 2024

De høje amerikanske renter har gjort indhug i de store bankers udlån i en grad, så investorerne nu forbereder sig på, at bankregnskaberne for det seneste kvartal vil vise den laveste indtjening fra udlån i næsten to år.

Det skriver Financial Times i en optakt, inden de store banker gør status for kvartalet startende med JPMorgan og Wells Fargo på fredag efterfulgt af Bank of America og Citi tirsdag i næste uge.

De fire banker ventes samlet at rapportere nettorenteindtægter på lige knap 62 mia. dollar for perioden. Det er et fald på 5 pct. fra tredje kvartal 2023, og det laveste niveau siden fjerde kvartal af 2022.

Samtidig ventes bundlinjen i de fire største amerikanske banker at falde omkring 15 pct. fra tredje kvartal sidste år, viser data fra Bloomberg.

– Bankernes regnskaber vil give en forsmag på nettorenteindtægterne frem til årsskiftet og ind i 2025, vurderer Saul Martinez, bankanalytiker hos HSBC, over for Financial Times.

Ud over de fire store banker, kommer investeringsbankerne Goldman Sachs og Morgan Stanley med regnskaber henholdsvis tirsdag og onsdag i næste uge.

De bør i mindre grad være påvirket af lavere nettorenteindtægter, da deres forretning er mere eksponeret mod investeringsbanken og handel med værdipapirer og valuta.

Goldmans indtjening ventes at være vokset med 26 pct. fra samme kvartal sidste år, mens Morgan Stanley ventes at levere en indtjeningsfremgang på 12,5 pct.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel