Udviklingen i renterne spiller en hel del ind på det regnskab for årets første ni måneder, som ejendomskoncernen Jeudan har fremlagt onsdag eftermiddag.
En stigende renteniveau i de korte renter medfører nemlig et fald i resultatet før kurs- og værdireguleringer (EBVAT) til 446 mio. kr. for årets første ni måneder mod 513 mio. kr. for samme periode sidste år.
– Resultaterne er på niveau med forventningerne, og bestyrelsen betragter dem som tilfredsstillende, skriver Jeudan.
Længere nede i regnskabet påvirkes resultatet også af renteudviklingen.
Et faldende renteniveau på ca. 0,50 procentpoint målt på den 10-årige rente i tredje kvartal medfører nemlig en negativ kursregulering af de finansielle gældsforpligtelser m.m. på 508 mio. kr. for de ni måneder frem til udgangen af september mod en positiv regulering på 70 mio. kr. på samme tid sidste år.
Det sætter sit spor på nettoresultatet, der for årets første ni måneder er på minus 235 mio. kr. mod plus 41 mio. kr. i samme periode sidste år.
Jeudan fastholder forventningerne til hele året, hvor der sigtes efter et driftsresultat, EBIT, på 1050-1150 mio. kr. Indtil videre har de første ni måneder af året givet et driftsresultat på 817 mio. kr. mod 825 mio. kr. i samme periode sidste år.
Jeudan oplyser i regnskabet i øvrigt, at i tredje kvartal har udnyttet rentefaldet til at forlænge udløbne renteaftaler og øge omfanget med samlet ca. 3 mia. kr.
Herefter er 88 pct. af Jeudans realkreditfinansiering ultimo september 2024 sikret med fast rente i gennemsnitligt ca. 9 år.
– Det forøgede omfang af renteaftaler styrker forudsigeligheden i Jeudans driftsresultater de kommende år i volatile finansmarkeder og usikkerhed om den samfundsøkonomiske udvikling, skriver selskabet.
Tabel over Jeudans regnskab for tredje kvartal af 2024:
Mio. kr. | Q3 2024 | Q3 2023 | 9M 2024 | 9M 2023 | FY 2023 |
Omsætning | 420 | 434 | 1272 | 1289 | 1717 |
Bruttoresultat | 317 | 326 | 941 | 954 | 1268 |
EBIT | 275 | 283 | 817 | 825 | 1094 |
EBVAT | 148 | 166 | 446 | 513 | 664 |
Resultat før skat | -484 | 505 | -306 | 52 | -1063 |
Nettoresultat | -374 | 394 | -235 | 41 | -828 |
Jeudans forventninger til 2024:
Mio. kr. | Ved Q3 2024 | Før Q3 2024 |
Koncernomsætning | 1700 | 1700 |
EBIT | 1050-1150 | 1050-1150 |
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER