Novo/Citi: Aftale med Hims & Hers giver begrænset rygstød

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 10. marts 2026

Novo Nordisks aftale med sundhedsplatformen Hims & Hers mandag er et lille plus for Novo, men giver kun begrænsede muligheder, vurderer Citi, der gentager anbefalingen “neutral”. Børshuset peger på, at mandagen ligeledes bød på en negativ nyhed fra det amerikanske medicinalselskab Regeneron, der præsenterede lovende data fra et kinesisk fase 3-studie med vægttabskandidaten, Olatorepatid.

Det fremgår af et notat fra banken.

Novo bekræftede mandag, at det dropper sit patentsøgsmål mod Hims & Hers, der fremover vil tilbyde Novos originale produkter, herunder Ozempic mod type 2 diabetes samt Wegovy i både pille- og injektionsform mod svær overvægt på sine platforme.

– Vi ser dog kun begrænsede muligheder for fremgang, da Hims’ salg af sammensatte GLP-1-proedukter var begrænset, og FDA/HHS (lægemiddelstyrelsen og sundhedsministeriet, red.) alligevel arbejdede på at fjerne dem fra markedet, skriver Citi.

Børshuset peger desuden på, at Novo formentlig giver Hims andel i indtægterne fra salget, skriver børshuset.

Fra konkurrencefronten indikerer fase 3-data fra Regenerons samarbejdspartner Hansoh Pharmaceutical Groups studie med Olatorepatid, at konkurrencen kan spidse til. Hansoh har testet vægttabskandidaten i kinesiske patienter og det gav anledning til et vægttab på 19 pct. efter 48 uger. Det er ifølge Citi på linje med Lillys førende vægttabsmiddel, Zepbound. Til gengæld var der færre tilfælde af mave-tarm-bivirkninger forbundet med behandlingen, skriver Citi.

Og det understreger “hvor overfyldt markedet kan blive i de kommende år”, og lægger yderligere pres på Novo for at vise gode resultater fra sin pipeline af nye produkter, mener storbanken, der dog tager forbehold for, at der skal vises tilsvarende data i det globale fase 3-studie med midlet.

Novo-aktien steg mandag 2,7 pct. til 254,50 kr., og er senest handlet i 255,25 kr. på det amerikanske eftermarked.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER