NTG-topchef tager hul på ny strategi med samme langsigtede målsætning

Mathias Jensen-Vinstrup præsenterer NTG's nye strategi "Route 27" med fokus på skalering, dataudnyttelse, medarbejderinvestering og opkøb for at opnå 1 mia. kr. i EBIT i 2027.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 6. marts 2025

Det er knap et år siden, at Mathias Jensen-Vinstrup for første gang satte sig for bordenden som ny topchef hos NTG, og nu er han klar med en længe ventet strategi for transportkoncernen.

Det sker i forbindelse med selskabets årsrapport, der netop er lagt frem.

– Vi har lanceret en ny strategi, eller bare en strategi, tror jeg måske snarere er det rigtige ord at bruge, siger Mathias Jensen-Vinstrup, der beskriver det som resultatet af en lang og omstændig proces.

De seneste år er gået stærkt for selskabet, der blev børsnoteret i 2019, med flere tusinde ansatte og som alene i 2024 foretog fem opkøb. Det kalder på, at der bliver sat en samlet retning for det brogede selskab, der består af mange mindre enheder, og det er man nu klar til at løfte sløret for.

– Vi har i 2024 for alvor lagt byggestenene til fortsat vækst og ekspansion i fremtiden, siger han.

Strategien går under navnet “Route 27”, og dækker ikke mindst over, at man fastholder et tidligere udmeldt langsigtet mål om et justeret driftsoverskud, EBIT, på 1 mia. kr. i 2027.

I det seneste år lå det på 524 mio. kr. som var et fald fra 630 mio. kr. i 2023. Og det er et mindre bump, som dog ikke rykker ved de langsigtede planer.

– Ethvert bump på vejen skal håndteres, og det har vi været i gang med længe. Vi har set nogle udfordrende markedsvilkår, men vi tror på forretningen, og vi tror på de tiltag, vi har søsat i 2024, siger Mathias Jensen-Vinstrup.

– Vores mål er baseret på en kombination af forsat organisk vækst, som vi leverede i 2024, og så opkøb, som vi også leverede i 2024.

FIRE SØJLER I NY STRATEGI

Den nye strategi dækker over fire søjler, der helt forenklet går ud på at skalere og bedre udnytte selskabets globale netværk, gøre bedre brug af data, investere i medarbejderne og fortsætte med at købe op for at skabe vækst.

– Det skal bane vejen for fortsat skalerbarhed i vores forretning i takt med, at kompleksiteten vokser, men også at mulighederne i det netværk, vi tilsammen udgør, vokser i fremtiden, siger Mathias Jensen-Vinstrup.

Han fremhæver, at NTG i dag består af 76 forskellige selskaber, som løbende modnes, og som også har brug for at fungere samlet.

– Strategien lægger netop op til at forenkle processerne fra centralt hold og at styrke det netværk, som vi udgør tilsammen, siger han.

– Det kan være til at drive kryds- og mersalg. Det kan være til at fokusere på indkøbsindsatsen for at løfte profitabiliteten og rentabiliteten i både vores vej- og logistikforretning og i vores luft- og sø-division, lyder det videre.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER