Aktien i energiselskabet Ørsted bliver mandag middag sendt i vejret, efter at norske Equinor har annonceret et køb af 41,2 mio. aktier i det danske selskab.
Det svarer til 9,8 pct. af den samlede aktiekapital, fremgår det af en meddelelse fra Equinor.
Med købet bliver det norske selskab den næststørste aktionær i Ørsted efter den danske stat, og planen er, at Equinor vil være med på den lange bane.
– Equinor har et langsigtet perspektiv og vil være en støttende ejer af Ørsted. Det er en kontracyklisk investering i en førende udvikler og en stærk portefølje havmølleprojekter i drift, siger Anders Opedal, der er administrerende direktør hos Equinor, i meddelelsen.
Det norske selskab bakker i øvrigt op om den eksisterende strategi hos Ørsted og vil ikke søge at blive repræsenteret i bestyrelsen.
– Denne investering er i tråd med Equinors strategi om eksponering i værdidrevet vækst i vedvarende energi. Havmølleindustrien står lige nu over for en række udfordringer, men vi forbliver overbeviste om de langsigtede udsigter for sektoren og den kritiske rolle, som vindenergi til havs vil spille i energitransitionen, fortsætter Anders Opedal.
Baseret på fredagens lukkekurs for Ørsted beregner Equinor markedsværdien af sin beholdning til cirka 2,5 mia. dollar – eller omtrent 17 mia. kr.
Opbygningen af en position på 9,8 pct. er sket over tid gennem både køb på markedet og gennem såkaldte blokhandler. Equinor oplyser, at selskabet planlægger at øge sin ejerandel til 10 pct., men derefter er der for nu ikke planer om at øge ejerandelen yderligere.
Ørsted-aktien stiger med 3,4 pct. til 432,50 kr. efter meddelelsen og er dermed i toppen af C25-indekset.
.\˙ MarketWire