Pandora får en på skrinet: Aktionærer må se næsten 15 mia. kr. gå op røg – NY

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 15. august 2025

Der var kontant afregning for Pandora fredag, hvor smykkeaktien fik store klø i kølvandet af sit regnskab for andet kvartal.

Tallene var ellers i store træk på linje med analytikernes forventninger, om end væksten skuffede en anelse.

Facit ved lukketid var et kursfald i Pandora-aktien på over 18 pct. til 844,60 kr. Dermed faldt Pandoras markedsværdi med et hug med næsten 15 mia. kr. til 64,8 mia. fraregnet virksomhedens egne aktier.

– Nedturen kan synes hård, men det følger aktiemarkedets spilleregler. Udvalgte investorer er vækstnervøse og det forplanter sig med det samme i aktiekursen, vurderer Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

Hos Saxo Bank peger investeringsstrateg Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen på en række svaghedstegn, der kan forklare den markant nedtur for aktien.

– For eksempel ser salget i ældre butikker meget svagt ud flere steder, målt som like-for-like (det sammenlignelige tal for konceptbutikker, der har været drevet i mere end 12 måneder), og så sætter Pandora ord på, hvordan stigende råvarepriser og Trumps toldsatser kan påvirke næste års resultat, konstaterer Saxo Banks investeringsstrateg i et notat.

TOLD GNAVER AF OVERSKUDSGRADEN

Pandora peger selv på, at det er på sporet af sit mål for 2026 om en driftsmargin, EBIT-margin, på omkring 25 pct., men opgjort eksklusive toldsatser.

– Det nuværende toldniveau tilføjer 120 basispoint modvind i 2026, og Pandora forventer i øjeblikket at levere en EBIT-margin på “mindst 24 pct.” inklusive told, skriver smykkekoncernen.

Den massive nedtur i aktien skal ifølge Danske Banks chefhandler Mads Zink også ses i lyset af, at der i det nuværende marked ikke er meget plads til fejltrin.

– Generelt skal man se på, at markedet har det sådan, at hvis man bare rammer lidt ved siden af skiven, så koster det altså rigtig dyrt, siger han til MarketWire.

– Pandora har derudover en historik for at være volatil, så det rammer den nok ekstra hårdt. Der er noget bekymring i markedet om, at det kan begynde at se værre ud for væksten fremover efter regnskabet. Men når det er sagt, er det en meget hård reaktion, fortsætter han.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER