Med inspiration fra den svenske model vil regeringen indføre en aktiesparekonto i Danmark. Forslaget går på at give private investorer mulighed for at sætte op til 500.000 kr. ind på en konto, som er øremærket til aktiehandel. I stedet for at betale skat som i dag, skal man som investor udelukkende betale 1,25% af, hvad der står på kontoen hvert år. Dermed slipper man for at sætte sig ind i de indviklede skatteregler, der i dag fungerer som en barriere for, at flere vil begynde at handle med aktier.
I dag betaler danskere 27% af gevinsten i skat og til en beløbsgrænse på 51.700, og derefter 42% i skat af alt derover. Hvis forslaget går igennem, ser det ud til, at man kan slippe med væsentligt mindre. Sætter man eksempelvis 200.000 kr. ind på en konto, skal man altså betale 2.500 kr i skat.
»En aktiesparekonto vil styrke den danske aktiekultur, fordi det vil gøre det nemmere og billigere at investere i danske aktier. Det gavner både den enkelte, som investerer, men det gavner også virksomhederne, som får kapital – specielt de små og mellemstore virksomheder,« siger erhvervsminister Brian Mikkelsen til Børsen.
Brian Mikkelsen siger, at regeringens forslag skal være en kopi den svenske model. Her har man hævet antallet af aktionærer ved at indføre en aktiesparekonto, og det billede skal gerne gentage sig i Danmark. Ministeren regner med, at mellem en halv og en hel million danskere vil oprette en aktiesparekonto.
Tidligere på året afholdt finanssektorens brancheorganisation Finansdanmark en konference i samarbejde med LO, som havde fokus på at få oprettet en aktiesparekonto efter den svenske model. Her blev det klart, at der var uenighed om, hvad loftet på kontoen skulle være. Mens LO har foreslået 50.000, har regeringen planer om at lave et loft på 500.000 kroner. Alt tyder derfor på, at loftet kan blive stridspunktet, når ordningen skal gennemføres.
Lavere loft end 500.000 kr?
Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet bakker ifølge Dagbladet Børsen op om aktiesparekontoen som koncept, men begge partier er skeptiske over for, om loftet på kontoen skal være så højt.
Ulrik Nødgaard, som er direktør hos Finansdanmark håber, at en aktiesparekonto kan dæmme op for danske virksomheders flugt over Øresund, når det er blevet tid til at gå på børsen.
Sidste år gik 152 virksomheder – flere af dem fra Danmark – på børsen i Sverige, mens kun fem virksomheder blev børsnoteret i Danmark.
– En aktiesparekonto er efter vores opfattelse et vigtigt instrument til at styrke aktiekulturen i Danmark. Den vil gøre det nemmere for danskerne at investere i aktier. Dermed kan vi også styrke virksomhedernes adgang til den kapital, som er nødvendig for at kunne afprøve nye idéer og investere i nye produkter, siger Ulrik Nødgaard til TV2 nyhederne.
De seneste ti år er danske aktier steget med ca. 7% om året, og der er derfor udsigt til, at beskatningen forbindelse med en aktiekonto vil blive noget mindre, og mere simpel, end den nuværende beskatningsform. Potentielle investorer skal dog stadig se sig for på aktiemarkedet. Beskatningen på 1,25 pct. gælder nemlig også, hvis aktierne falder i værdi, skriver Børsen. Med de nuværende aktiebeskatningsregler er skatten nul, hvis værdien falder, da det kun er gevinster, der beskattes.
Der er ifølge Ritzau afsat en pulje på 125 millioner kroner i 2019 til formålet. Det beløb vokser til 400 millioner kroner, når ordningen er fuldt indfaset i 2023.