Ringkjøbing Landbobank/CEO: Private banking-kunder bidrager til fortsat vækst

Ringkjøbing Landbobank oplevede fortsat vækst i tredje kvartal, primært takket være private banking-afdelingen, mens låneomlægning og forbrug fortsat er tilbageholdende.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 23. oktober 2024

Ringkjøbing Landbobank havde fortsat vækst i sit tredje kvartal, hvor særligt bankens private banking-afdeling kompenserede for aftagende nettorenteindtægter.

Det fortæller Ringkjøbing Landbobanks administrerende direktør, John Fisker, til MarketWire.

Banken tog fortsat markedsandele i tredje kvartal, hvor både udlån og kundernes depotmidler under forvaltning voksede.

Det er da også nødvendigt for den fortsatte vækst, der for årets ni første måneder lød på 15 pct. på bundlinjen til 1770 mio. kr.

Renterne herhjemme og i Europa er siden sommeren blevet sænket ad tre omgange. Det betyder uundgåeligt, at tiderne med høje rentemarginer er ved at klinge af.

– På den måde er det givet, at der kun er to måder at kompensere på: At vokse ved at få flere kunder, og så er det helt klart på gebyrsiden – der synes jeg, at det går ret godt i vores bank, da vi har vores private banking-afdeling, der er en af vores succeshistorier, som henter rigtig mange nye kunder, siger John Fisker.

– Der stiger gebyrindtjeningen ret pænt ved, at kundernes depotmidler nu er oppe med 14 pct. sammenlignet med sidste år, men hvis jeg ser 10 år tilbage, har vi ligget på en gennemsnitlig vækstrate på 17 pct. om året, fortsætter han.

LÅNEOMLÆGNING ER PÅ TRAPPERNE

Selv om renterne er blevet sænket tre gange, er Ringkjøbing Landbobanks kunder stadig tilbageholdende med at omlægge deres lån. Interessen er der dog, fortæller John Fisker.

– Der er en ret pæn interesse, og vi taler alle sammen om det, hvordan vi er lige ved og næsten – men vi er også kun lige ved og næsten. Renterne skal lidt længere ned, siger topchefen.

– Jeg tror, at vi skal have gang i 3,5 pct. (lån, red.), før der kan komme låneomlægninger, lyder vurderingen fra Ringkjøbing.

Det er dog ikke noget, som banken har kalkuleret med i sine forventninger, tilføjes det.

INGEN FORBRUGSFEST

Ringkjøbing Landbobanks kunder klarer sig økonomisk stadig godt. Banken har nu i 11 kvartaler i træk haft nedskrivninger og hensættelser på udlån omkring nul.

Det skyldes formentlig også, at kunderne holder igen med at bruge penge. Det ses i lånelysten, hvor væksten for privatkunderne står fuldstændig i stampe.

– Når jeg ser ud i vores privatkundeafdelinger og sådan set også de rene erhvervsafdelinger, er der ingen vækst hos privatkunderne, og erhvervskunderne er der en lille vækst, siger John Fisker.

I stedet skal forklaringen på udlånsvæksten på 9 pct. i tredje kvartal findes hos private banking-kunderne samt nogle bæredygtige energiprojekter.

Der er derfor heller ingen forbrugsfest i vente lige foreløbig – heller ikke selv om privatkunderne egentlig kunne, hvis de ville.

– Min mavefornemmelse siger mig, at det hos privatkunderne ser rigtig pænt ud, men de er tilbageholdende. De kunne godt, mener jeg rent faktisk. Der er høj beskæftigelse, økonomien ser pæn ud, der er ingen restance, ingen tab eller hensættelser i privatkundesegmentet, så forudsætningerne er der egentlig, siger topchefen til MarketWire.

Han peger på geopolitiske usikkerheder som krigen i Ukraine, stridighederne i Mellemøsten og spændinger i Det Kinesiske Hav som mulige forklaringer på tilbageholdenheden hos kunderne.

Når først nogle af verdens geopolitiske kriser løser sig, forventer John Fisker dog, at forbrugerne igen finder tilliden til at bruge penge.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER