Aktien i energiselskabet Siemens Energy sendes ned på børsen i Frankfurt mandag, efter at UBS har sænket sin anbefaling af aktien til “sælg” fra “neutral” med henvisning til, at den er “prissat til perfektion.”
Kursmålet er dog løftet til 38 euro fra 23 euro.
Ændringen i anbefalingen kommer nemlig primært som følge af en raketstigning på godt 320 pct. sidste år, refererer Bloomberg News.
Og det er særligt vindmølleafdelingen i Siemens Gamesa, der konkurrerer med blandt andet danske Vestas, der kan vække bekymring, lyder det fra UBS.
Det kan lykkes for Siemens Energy at vende indtjeningen til det bedre i Siemens Gamesa, vurderer UBS, men der er potentielle risici i vindmølleforretningen, som markedet muligvis overser, skriver banken ifølge nyhedsbureauet i et analysenotat.
– Vi vurderer, at aktiekursen indregner en fejlfri eksekvering, og at Siemens Energy når den øvre ende af dets 2028-mål, skriver UBS.
Siemens Energy-aktien falder over middag mandag med 3,2 pct. til 50,20 euro på børsen i Frankfurt.
Aktien gik ind i 2024 med en kurs på bare 12 euro.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER