Torm OVERBLIK FY: Hård konkurrence på oliemarkedet trak raterne og overskuddet ned

Torm blev udfordret af volatilitet og faldende fragtrater i 2024 på trods af en stærk start, hvilket afspejles i årsregnskabet med en mindre nedgang i bundlinjen. Prognosen for 2025 viser en forventet indtjening på 350-650 mio. dollar.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 6. marts 2025

Det lukrative marked for raffineret olie i første halvdel af 2024 bed tankrederiet Torm i haserne i anden halvdel af året, der var præget af volatilitet og faldende fragtrater. Og det ses fortsætte ind i 2025.

Det blev dog i sidste ende kun til en mindre nedgang på bundlinjen, der blev holdt oppe af den stærke start på året.

Det viser rederiets årsregnskab torsdag morgen.

De første seks måneder af året bød på høje rater for at fragte raffineret olie. Det skæppede godt i kassen hos Torm, men gav samtidig anledning til skærpet konkurrence, da råolierederier i stigende grad skiftede fokus mod det mere lukrative marked.

– Vi oplevede, at de attraktive rater, som vi så starten af 2024, gjorde, at råolietankere, der normalt ikke sejler med raffineret olie, kiggede mod markedet for produkttank. Den trend er ved at vinde lidt ud, men det er et nyt marked, siger Torms administrerende direktør, Jacob Meldgaard, til MarketWire.

Det gav det svageste kvartal for tankmarkedet i lang tid, og det niveau er fortsat ind i første kvartal, lyder det videre fra direktøren.

TCE-dagsraterne, der dækker over prisen for at fragte olien, aftog i fjerde kvartal til 25.775 dollar mod 33.722 dollar kvartalet inden.

Der er da også en vis afmatning at spore i Torms forventninger til 2025, hvor prognosen lyder på en indtjening (EBITDA) i det brede spænd 350-650 mio. dollar. Til sammenligning lød driftsindtjeningen i 2024 på 851 mio. dollar, hvilket faktisk var 3 mio. dollar højere end jubelåret 2023.

Selvom årsafslutningen trak ned, lykkedes det i sidste ende Torm at komme gennem med et overskud på 614,1 mio. dollar mod 648,9 mio. dollar i rekordåret 2023.

Det var samtidig højere end analytikerne havde ventet, da de ifølge estimater fra Bloomberg havde sat næsen op efter et overskud på 605 mio. dollar.

Tabel over Torms årsregnskab for 2024:

Mio. USD FY 2024 FY 2023
Nettoomsætning 1559 1520
EBITDA 851 848
EBIT 659 699
Resultat før skat 609,5 652
Nettoresultat 612 648
Udbytte (USD per aktie) 5,1 7,01

Torms forventninger til 2025:

Mio. USD Ved FY 2024
EBITDA 350-650

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER