Den amerikanske præsidentkandidat for Republikanerne, Donald Trump, lover at samarbejde med både Ukraine og Rusland om at afslutte krigen mellem de to parter.
Det siger han fredag inden et møde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
De taler sammen med den fremmødte presse ved Trump Tower i New York.
Her hylder Trump Zelenskyj, men slår fast, at han også har et godt forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
– Vi (Trump og Zelenskyj, red.) har et rigtig godt forhold, og jeg har også en god relation, som I ved, til præsident Putin.
– Og jeg tror, at hvis vi vinder, så får vi det løst meget hurtigt, siger Trump, der håber på at blive USA’s næste præsident, når amerikanerne 5. november skal stemme til valget.
Forud for mødet har Trump sagt, at han ikke er helt tilfreds med nogle af Zelenskyjs seneste udtalelser om krigen i Ukraine.
Trump har flere gange hævdet, at han som præsident hurtigt vil kunne stoppe krigen.
Til magasinet The New Yorker har Zelenskyj ifølge Reuters sagt, at han ikke mener, at Trump “ved, hvordan han skal stoppe krigen”.
Men Trump er uenig med ham, sagde præsidentkandidaten torsdag.
– Han kender mig ikke, sagde Trump.
– Jeg tror godt, jeg vil være i stand til at lave en aftale (som kan stoppe krigen, red.), lød det videre fra Trump, der flere gange tidligere har hævdet, at han som præsident hurtigt vil kunne stoppe krigen, der begyndte da Rusland i 2022 invaderede Ukraine.
/ritzau/