Tysk softwaregigant opjusterer: Lukrativ cloud-forretning bliver ved med at levere

SAP oplevede i tredje kvartal stigende interesse for sine cloud-løsninger på grund af nye AI-funktioner, hvilket har ført til en opjustering af forventningerne til 2024. Regnskabet blev positivt modtaget i det amerikanske eftermarked, hvor SAP-aktien steg 3,5 pct. Topchefen Christian Klein fortæller, at tredje.

Udgivet: 22. oktober 2024

Den tyske softwaregigant SAP oplevede i tredje kvartal en stigende interesse for sine cloud-løsninger, da nye AI-funktioner har lokket endnu flere kunder til.

Det har fået softwareudvikleren til at opjustere forventningerne til hele 2024.

Regnskabet gik da heller ikke ubemærket hen i det amerikanske eftermarked, hvor SAP-aktien steg 3,5 pct. Tirsdag morgen stiger futuren for det tyske DAX-indeks med 0,4 pct., hvor SAP som landets største selskab målt på markedsværdien vægter tungest.

SAP har i tredje kvartal gjort fremskridt i at udvikle nye funktioner i sin software, der anvender kunstig intelligens, fortæller topchef Christian Klein.

– Tredje kvartal var endnu et stærkt kvartal for SAP, og vi kan sikkert løfte vores forventninger til 2024. Cloud-omsætningsvæksten udviklede sig bemærkelsesværdigt godt i kvartalet – særligt vores Cloud ERP-løsning, siger topchefen i regnskabet og fortsætter:

– Endnu vigtigere gør vi stor fremskridt i Business AI med banebrydende innovationer som SAP Knowledge Grap. En betydelig del af vores cloud-aftaler i tredje kvartal inkluderede AI-anvendelsesmuligheder.

Forventningerne i tredje kvartal blev over en bred kam slået efter et salg af cloud- og softwareløsninger over forventning. Det landede på 7,43 mia. euro mod ventet 7,36 mia. euro.

På samme måde var indtjeningen på 2,24 mia. euro over konsensus i markedet på 2,06 mia. euro.

SAP’s ordrebog bugnede i den grad i tredje kvartal, hvor den voksede 25 pct. til 15,4 mia. euro.

Hos analytikerkorpset mødes regnskabet også med begejstring. Nok havde markedet ventet gode resultater fra SAP, men de reelle tal er væsentligt bedre, end investorerne havde sat næsen op efter, konstaterer Morgan Stanleys analytiker Adam Wood.

De stærke resultater har da også kastet en opjustering af sig – og der kan være mere i vente, mener Keybancs analytiker Jackson Ader, der ifølge Bloomberg News bemærker, at SAP har fravalgt et “væsentligt løft” af forventningerne, da det er “mere sikkert efter endnu et kvartal med styrke i cloud-forretningen”.

SAP venter nu en omsætning i sin cloud- og softwareforretning på 29,5-29,8 mia. euro, hvor der tidligere var ventet 29,0-29,5 mia. euro. Analytikere havde ifølge Bloomberg News ventet 29,46 mia. euro.

Samtidig er forventningerne til indtjeningen løftet til 7,8-8,0 mia. euro fra 7,6-7,9 mia. euro, mens konsensus i markedet var 7,84 mia. euro.

Også forventningerne til de frie pengestrømme har været et løft, så de nu lyder på 3,5-4,0 mia. euro mod tidligere cirka 3,5 mia. euro. Her var ventet 3,72 mia. euro.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel