Tyskland: Inflationen aftager i tyske delstater i januar

Foreløbige tyske inflationstal for januar viser faldende priser i de fleste delstater, med Nordrhein-Westfalen, Bayern og Baden-Württemberg som eksempler. Samlet forventes en uændret inflation på 2,6 pct. på årsbasis.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 31. januar 2025

Fredag formiddag er forløberne for det samlede foreløbige tyske inflationstal, der offentliggøres fredag først på eftermiddag, tikket ind med forbrugerpristal fra de tyske delstater i januar.

Og i langt de fleste af delstaterne er tallet lavere end i december.

Foreløbigt er der kommet tal for den mest folkerige tyske delstat, Nordrhein-Westfalen, hvor inflationen i januar bremsede op til 2,0 pct. fra 2,5 pct. i julemåneden.

Fra december til januar faldt priserne i delstaten med 0,1 pct. efter en månedlig stigningstakt i december på 0,5 pct.

Det samlede tyske inflationstal kommer kl. 14 og ventes at vise et uændret niveau i inflationen på 2,6 pct. opgjort på årsbasis.

Ifølge Bloomberg News har forbrugerpriserne for Nordrhein-Westfalen ikke afveget mere end 0,45 pct.point fra de nationale forbrugerpriser i de seneste 20 år. Dermed er tallet normalt en god indikator for den samlede udvikling i Europas største økonomi.

I et par af de andre tunge delstater – Bayern og Baden-Württemberg – der rangerer som nummer to og tre på listen over de mest folkerige delstater, var der klart aftagende inflation i årets første måned.

I Bayern aftog inflationen til 2,5 pct. fra 3,0 pct. i december, mens inflationen i Baden-Württemberg er opgjort til 2,3 pct. mod 2,6 pct. i den sidste måned i 2024.

Overblik over inflationsudviklingen i de delstater, der har rapporteret tal:

Delstat Inflation i jan (%) Inflation i december (%)
Nordrhein-Westfalen 2,0 2,5
Bayern 2,5 3,0
Baden-Württemberg 2,3 2,6
Hesse 2,5 2,4
Brandenburg 2,3 2,4
Sachsen 2,4 3,2

Kilde: Bloomberg News

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER