Unicredit køber yderligere op i Commerzbank trods modstand: Øger til cirka 21 pct.

Udgivet: 23. september 2024

Den italienske storbank Unicredit har købt yderligere op i tyske Commerzbank og kontrollerer nu en aktiepost på omkring 21 pct., skriver Bloomberg News.

Opkøbet, der omfatter yderligere 11,5 pct. af aktiekapitalen i Commerzbank, er sket via finansielle instrumenter. Selve aktiehandelen vil kun blive effektueret, hvis der opnås godkendelser af handelen, skriver Bloomberg.

Samtidig har Unicredit hedget størstedelen af sin eksponering mod Commerzbank, så banken har mulighed for enten at beholde aktieposten, sælge aktierne med et gulv under salgsprisen, eller øge andelen yderligere, oplyses det.

Commerzbank har samtidig søgt om tilladelse hos myndighederne til at øge sin ejerandel i Commerzbank til mellem over 10 pct. og op til 29,9 pct.

Oplysningerne kommer, efter at den tyske regering i sidste uge besluttede ikke at sælge yderligere ud af sin aktiepost i Commerzbank indtil videre.

Det skrev Bloomberg News fredag aften.

– På dets møde den 20. september har den tværministerielle styregruppe med ansvar for nøglebeslutninger for stabilitetsfonden for de finansielle markeder besluttet, at den ikke vil sælge yderligere aktier efter det delvise salg af Commerzbank den 10. og 11. september, hed det ifølge nyhedsbureauet i en meddelelse fra myndighederne fredag.

Italienske Unicredit opbyggede i forrige uge en storaktionærpost i Commerzbank på cirka 9 pct. dels via køb af aktier i markedet og dels via køb af aktier fra den tyske stat.

Commerzbank stiger mandag formiddag 0,2 pct. til 15,70 euro og er steget samlet over 21 pct. de seneste par uger. Unicredit falder mandag 1,5 pct. til 37,41 euro, men er steget lige over 2 pct. de seneste to uger.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel