USA/Jyske Bank: Trumps sejr giver færre rentenedsættelser fra Fed

Jyske Bank vurderer, at Trumps valgløfter kan føre til øget inflation i USA, hvilket vil mindske centralbankens lyst til at sænke renten. ECB forventes at sænke renten hurtigere end tidligere forventet.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 12. november 2024

Skal den den kommende amerikanske præsident Donald Trump leve op til sine valgløfter, kan det medføre øget inflation – og dermed vil gøre landets centralbank være mindre tilbøjelig til at sænke renten.

Det vurderer Jyske Banks strategi- og makroteam, der på den baggrund har fjernet et par rentenedsættelser i USA fra sin prognose.

– Trumps valgsejr og republikanernes sandsynlige flertal i kongressen giver Trump gode muligheder for at gennemføre dele af sin politik, der kan pege i retning af højere inflation, skriver Jyske Bank.

Jyske Bank indregner nu dele af Trumps valgløfter, selv om de ikke kendes endnu.

Den højere inflation, hvis Trump eksempelvis gennemfører sin importtold og formår at udvise illegale immigranter, vil ifølge Jyske Bank betyde udsigt til enten et mindre fald i inflationen eller en direkte højere inflation.

– Det vil svække Feds lyst til at sænke renterne. Derfor fjerner vi to af de rentenedsættelser i marts og juni 2025, som vi hidtil har lagt ind, fortæller Jyske Bank, der nu kun ser centralbankens rente falde til 3,25-3,50 pct. ved udgangen af næste år mod tidligere ventet et halvt point lavere.

Donald Trump har også lovet skattelettelser, der dog vurderes at være vanskeligere at gennemfører end i 2017, da statens budgetunderskud målt i forhold til BNP er fordoblet til næsten 7 pct. af og statsgælden er samtidig øget med over 20 pct.point til 99 pct. af BNP.

– Efter vores bedste vurdering har den amerikanske stat slet ikke råd til nye skattelettelser, men det ser ikke ud til at stoppe republikanerne. Risikoen er, at investorerne forlanger en højere rente, når de skal låne amerikanerne flere penge, skriver Jyske Bank, der venter, at det vil løfte de amerikanske statsrenter.

I EUROPA SES RENTEN NÅ 2 PCT. HURTIGERE END TIDLIGERE VENTET

For ECB venter Jyske Bank nu, at rentenedsættelserne vil være større, så indskudsrenen nu vurderes at nå 2 pct. allerede i juni næste år mod tidligere ventet september.

Konkret indebærer Jyske Banks prognose nu, at ECB nedsætter renten med 25 basispoint på de næste fem møder, så renten bunder i 2 pct. til juni.

Risikoen ses dog til nedsiden, hvor Jyske Bank ikke vil ude lukke en nedsættelse på 50 basispoint i starten af det nye år eller en fortsættelse efter juni.

– Udgangspunktet for euroområdets økonomi er svagt, og da inflationsspøgelset samtidig er ved at være manet i jorden, er det let for ECB at finde argumenter for at fortsætte med at nedsætte renten, pointerer Jyske Bank.

En mulig importtold fra USA risikerer også at ramme den eksportafhængige europæiske økonomi. Euroområdets eksport til USA udgør dog kun cirka 3 pct. af BNP, så den direkte effekt vil ifølge strategi- og makroteamet formentlig være behersket.

En mulig amerikansk importold på 60 pct. på kinesiske varer kan samtidig gøre, at en del varer herfra finder vej til Europa og dermed udkonkurrerer indenlandsk produktion.

– Den primære årsag til, at vi fremrykker rentenedsættelserne med et kvartal, er således kombinationen af sløje vækstudsigter og det fortsatte fald i inflationen snarere end Trumps indtog i det Hvide Hus, skriver Jyske Bank om udsigterne for renten i euroområdet.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER