Mens der hersker usikkerhed om det amerikanske marked for vindmøller, så er der særdeles lovende takter at spore i Tyskland, mener Sydbank, der af samme grund ser lyst på Vestas’ muligheder.
– Vi bliver ikke overraskede, hvis Vestas’ ordreindgang i Tyskland stiger med i hvert fald et par tusinde megawatt i forhold til niveauet i 2024 i den næste periode, og det vil styrke vækst- og indtjeningsudsigter, skriver Jacob Pedersen, Sydbanks analysechef, i et notat.
Han gentager anbefalingen “køb” af Vestas.
Mulighederne i Tyskland er ikke mindst aktuelle på baggrund af tirsdagens resultater fra auktion i Tyskland over vindprojekter til lands.
Her blev der tildelt projekter for samlet 4.094 megawatt – fordelt på 422 projekter.
I alt var der bud for 4.896 MW på auktionen.
Den stærke interesse kommer efter et ligeledes lovende 2024, hvor der blev tildelt 11.000 megawatt i landvindauktionerne i Tyskland – betydeligt mere end de mere beskedne 3.251 megawatt, der blev opført i Tyskland, skriver analytikeren.
Ifølge den tyske vindenergiorganisation BWE ventes en samlet tildeling i år af 14.000 megawatt på auktionerne over landvindprojekter. Og samlet har Tyskland en målsætning om at installere omkring 10.000 megawatt årligt frem mod 2030.
– Sidste år vandt Vestas ordrer for ca. 2.200 MW på det tyske landvindmarked, og meget tyder på, at det tal kommer til at stige markant i 2025 og 2026 – og formentlig også i årene derefter.
– Vestas har kapacitet og finanser til at opskalere og følge den massive markedsvækst – noget som andre konkurrenter kan have sværere ved på grund af en periode med tab. Derfor er det ikke totalt umuligt, at Vestas kan fastholde en meget meget høj markedsandel i Tyskland, skriver Jacob Pedersen.
Han peger på, at Vestas overleverede 1735 megawatt i Tyskland sidste år og derved ramte en markedsandel på 53 pct. mod 42 pct. i 2023.
Vestas-aktien stiger tirsdag eftermiddag med 0,3 pct. til 104,35 kr.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER