Bavarian indgår ny rammeaftale med EU-Kommissionen om op til 8 mio. doser koppevaccine -NY

Bavarian indgår ny rammeaftale med EU-Kommissionen om koppevaccine, der giver mulighed for op til 8 mio. doser over de kommende fire år. EU-Kommissionen og 20 lande deltager, og der er allerede tilsagn om køb af 1,1 mio. doser.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 31. oktober 2025

Bavarian indgår en ny og større rammeaftale med EU-Kommissionen, der gør det muligt for EU, medlemslandene og yderligere europæiske lande at købe op til 8 mio. doser af selskabets koppevaccine over de kommende fire år.

Rammeaftalen er indgået med EU-Kommissionens Myndighed for Kriseberedskab og Indsats på Sundhedsområdet, Hera. Der er tale om en toårig aftale, som kan forlænges i yderligere to år, og som bygger på en tidligere aftale fra 2022.

EU-Kommissionen og 20 lande har bekræftet deres deltagelse.

Ved underskrivelsen af aftalen er der allerede givet tilsagn om indkøb af cirka 1,1 mio. doser, hvoraf de første 750.000 doser forventes leveret i 2026, oplyser Bavarian Nordic.

Aftalen indeholder også bestemmelser, der gør det muligt at købe vaccinen til en justeret pris med henblik på at donere vaccinerne til lav- eller mellemindkomstlande i tilfælde af fremtidige udbrud.

Bavarian Nordic oplyser fredag eftermiddag til MarketWire, at aftalen ikke påvirker vaccineproducentens forventninger inden for “public preparedness”-forretningen.

– I tillæg til vores meddelelse er det værd at nævne, at denne rammeaftale ikke påvirker niveauet af vores Public Preparedness-basisforretning, som er sat til 1,5 -2,0 mia. kr. årligt. Vi er rigtige glade for rammeaftalen, som forventes fuldt underskrevet om 10 dage og understreger, at udviklingen er fuldt på linje med vores forventninger, skriver selskabet i en mail til MarketWire.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER