Danske Bank levere forrygende regnskab og fastholder mål for 2025

Danske Bank præsenterer positive resultater for første kvartal 2025 med højere indtægter end forventet og lav nedskrivningspost, fastholder forventninger til året.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 2. maj 2025

Det er svært at finde hullerne i osten i Danske Banks regnskab for de første tre måneder af 2025, hvor indtægterne på renter, gebyrer og handel rammer over de ventede niveauer.

Og der er umiddelbart heller ingen slinger i valsen, når talen falder på kunderne, hvor nedskrivningsposten fortsat er næsten historisk lav.

Og trods øget usikkerhed på grund af den verserende globale handelskrig med øgede toldsatser på varer, der skal til det amerikanske marked, så fastholder Danske Bank forventningerne til hele året og følger i slipstrømmen på en række regnskaber fra andre banker eksponeret i Norden. Også her ligger årsagen i en solid nordisk økonomi:

– Krystalkuglen er tåget, men Danske Bank fastholder – som ventet – prognosen for 2025. Ligesom mange andre banker, f.eks. Nordea, så fremhæver Danske Bank også stor modstandsdygtighed i de nordiske virksomheder. Så handelskrigen er altså ikke at spore i nedskrivningerne i det her kvartal, og der sættes heller ikke noget af til den, siger Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank.

Om den øgede økonomiske usikkerhed og en potentiel risiko for recession for USA’s vedkommende, forventer banken en mere moderat påvirkning på væksten i Europa, herunder i de nordiske lande.

– Handelskrig og toldforhøjelser vil sandsynligvis lægge en dæmper på væksten i de nordiske lande, men der er stadig grundlag for en fornuftig økonomisk udvikling hjulpet på vej af lavere renter, stigende realindkomster og fortsat vækst på eksportmarkederne uden for USA, siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, i regnskabet.

Af andre positive elementer kan nævnes, at Danske Banks omkostninger falder med 1 pct. i kvartalet i forhold til perioden sidste år – og at kapitalprocenten på 18,4 pct. rammer over analytikernes forventningerne, der inden regnskabet lå på 17,8 pct.

Tabel over Danske Banks regnskab for første kvartal 2025:

Mio. kr. Q1 25 Q1 25(e) Q1 24 FY 25 (e) FY 24
Nettorenteindtægter 9020 8850 9142 36.104 36.697
Nettogebyrindtægter 3658 3574 3376 15.079 14.912
Handelsindtægter 882 750 769 2905 2668
Indtjening fra forsikringsaktiviteter 201 225 492 1506 1387
Indtægter i alt 13.931 13.626 13.995 55.429 56.405
Omkostninger i alt 6291 6330 6337 25.941 25.736
Res. før nedskrivninger 7641 7292 7618 29.483 30.669
Nedskrivninger 50 195 101 956 543
Resultat før skat 7591 7072 7517 28.578 31.212
Nettoresultat 5757 5300 5629 21.503 23.629
Udbytte per aktie/kr. 19,60 28,70

Danske Banks forventninger til 2025:

Mia. kr. Ved Q1 Ved FY 24:
Indtægter i alt en smule lavere end i 2024 en smule lavere end i 2024
Omkostninger op til 26 op til 26
Nedskrivninger på udlån cirka 1 cirka 1
Nettoresultat 21-23 21-23

Analytikernes forventninger:

Mia. kr. 25(e) 26(e) 27(e)
Omkostninger 25.941 26.089 26.547
Nettoresultat 21.503 21.693 22.110

(e) = Medianestimat indsamlet af Danske Bank blandt op til 14 analytikere frem til den 14. april.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER