Pandoras strategiskift og høje sølvpriser sætter sig negativt i markedets forventninger

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 11. marts 2026

Pandoras strategiske skift mod platin har sammen med højere sølvpriser i den grad sat sig negativt i markedets forventninger til smykkeproducentens resultater fra 2027.

Det viser de seneste konsensusestimater, som Pandora har indsamlet blandt analytikerne efter sit årsregnskab for 2025.

Ved regnskabet lancerede Pandora sin nye strategi, der skal mindske selskabets eksponering over for sølv, hvis voldsomme prisstigninger har givet markedet flossede nerver og lagt stort pres på Pandoras aktiekurs.

Fremover vil Pandora fokusere på platinbelagte smykker med en metalkerne frem for smykker i sølv.

Overgangen til platin kommer dog til at lægge pres på indtjeningen i de kommende år, har smykkeproducenten varslet, og oven i skal Pandora bokse med de høje sølvpriser.

Begge dele har spillet ind i analytikernes revideringer af konsensusestimaterne, påpeger AL Sydbanks senioraktieanalytiker Søren Løntoft Hansen.

– Der er nogle omkostninger forbundet med den transformation, som Pandora har valgt, der har en indflydelse på estimatrevideringerne, siger han til MarketWire.

– De stigende sølvpriser har også en markant effekt på overskudsgraden, tilføjer han.

Sølvpriserne er mere end fordoblet i løbet af det seneste år. En troy ounce af ædelmetallet koster i dag 86,87 dollar mod 32,94 dollar for præcis et år siden.

Til sammenligning er platin et dyrere metal, men med knap så store prisudsving, bemærker Søren Løntoft Hansen. Dertil vil de nye smykker blot være belagt med platin, mens selve smykkets kerne vil bestå af et andet materiale.

I 2027 venter analytikerne nu, at Pandora vil levere en indtjeningsgrad på 14,0 pct. og en bundlinje på 2589 mio. kr. Det skal holdes op mod forventningerne før Pandoras årsregnskab. Her var konsensus en EBIT-margin på 15,9 pct. og et nettooverskud på 3688 mio. kr.

Den lavere indtjeningsgrad i 2027 har Pandora flaget for, påpeger Søren Løntoft Hansen. Smykkeproducenten venter selv, at den på mellemlang sigt – formentlig omkring udgangen af årtiet – vil kunne levere en overskudsgrad over 21 pct.

Imens er forventningerne i markedet til 2026 nogenlunde urørte. Det skyldes, at Pandora har hedget en stor del af metalpriserne, og at 90 til 100 pct. af sølvforbruget er afdækket til en pris på 32 dollar per troy ounce.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER