Daytradere bør interessere sig mest for Norge. Det mener forretningsmanden Helge Larsen, der ellers er mest kendt for sine succesfulde, langsigtede investeringer. I dette interview med daytrader.dk, giver han gode råd til danske daytradere.
Du er jo mest kendt for dine langsigtede investeringer. Men du har også erfaring med daytrading?
Grundlæggende synes jeg, at langsigtede investeringer er mest interessante, fordi jeg er god til at spotte trends, og synes, at det er spændende at sætte sig ind i en ny branche. Men jeg har også en del erfaring med daytrading. Jeg har været uheldig at ligge meget på hospitalet i de seneste 7-8 år, og her har jeg blandt andet fordrevet tiden med daytrading. I den tid har jeg flere gange taget føringen i diverse aktiespil, og det har været sjovt.
Hvad er din strategi i daytrading?
Jeg vil absolut anbefale norske aktier, når det handler om daytrading, og det undrer mig, at danske daytradere ikke i højere grad kigger mod nord. I Norge er der meget store udsving i markedet, og der foregår rigtig meget pump and dump. (læs evt. om penny stocks) Det er ren Wild West, og hvis man som daytrader kan lure de forskellige mønstre, så er der rigtig mange penge at hente i Norge. Der sker også nogle simple ting på det norske marked. For eksempel falder bestemte norske aktier ofte fredag eftermiddag, fordi der bliver lukket ugekreditter eller dagskreditter ned. Den slags ting ser man typisk i Norge.
Hvad kigger du ellers efter, når du daytrader norske aktier?
Jeg begyndte at daytrade i begyndelsen af 00’erne, og i starten tabte jeg mange penge på det. Men til sidst fik jeg det ind under huden og begyndte at se nogle tendenser. Jeg handler kun ud fra momentum, og kun når jeg kan se et bestemt mønster udvikle sig.
Hvad er det for et mønster?
Det er ikke et mønster i grafen, men derimod et mønster i, hvem der køber og sælger en aktie. Når jeg ser nogle bestemte aktører, der begynder at købe op samtidig, så ved jeg på baggrund i min erfaring, at netop de aktører sandsynligvis prøver at pumpe kursen op på en bestemt måde. Og så kan man lige så godt følge med op. Det handler simpelthen om at kigge og kigge og kigge, og en dag begynder man at kunne genkende de forskellige aktører, og forstå hvordan kursen udvikler sig, når netop de er inde i aktien.
Bruger du level 2 til at studere købere og sælgere?
Jeg er måske lidt gammeldags, når det kommer til teknik. Jeg bruger ikke en masse indikatorer eller plotter tingene ind i regneark. Jeg bruger Nordnet-platformen, og her kan jeg følge købere og sælgere i forhold til aktierne. Om morgenen kigger jeg omsætningen igennem for en række aktier, og hvis jeg ser, at der pludselig omsættes voldsomt i en bestemt aktie, så bliver jeg opmærksom. Hvad skyldes omsætningen? Hvem køber og sælger? Hvis jeg genkender akørerne og kender deres strategier, så kan jeg finde på at hoppe med på vognen.
Du er jo blandt andet kendt for din succesfulde investering i det norske selskab Questerre Energy, der blev ti-doblet i værdi. Brugte du samme teknik til at komme ind i den aktie?
Nej, slet ikke. Det var en typisk langsigtet investering, hvor jeg allerede i 1996 blev opmærksom på den nye fracking-teknik til udvinding af gas. Først i 2006 og 2007 begyndte der for avlor at ske noget med fracking-teknologien, og så købte jeg stille og roligt op i Questerre Energy, der beskæftigede sig med fracking. Det var i kurs 2-3 kroner. Men så pludselig i 2008 gik der fuldstændig vildt bonanza i sektoren, og aktien bankede simpelthen i vejret og endte oppe omkring kurs 30. I 2008 led hele verden under finanskrisen. Men jeg havde mit hidtil bedste aktieår. Det var en ren fest.
Helge Larsen er 59 år og bor i Holbæk. Han har investeret i værdipapirer, ejendomme og unoterede selskaber i 35 år. Han er efterspurgt aktiekommentator i radioen og arbejder også som foredragsholder inden for investering og iværksætteri. Han var desuden med til at starte investorsitet proinvestor.com, hvor han i dag er debatredaktør.