Korrektion skaber stærk købsmulighed i dollar

Udgivet: 2. maj 2019

Af Peter Arendt, professionel trader

Man kan ikke ligefrem sige at dollarkursen går kraftigt op i streg. Men op går det og det er i en meget stabil bevægelse at dollarkursen stiger overfor blandt andet danske kroner. I indeværende uge svækkes dollaren en anelse og det ser jeg som en oplagt mulighed for at købe dollar lige nu. Selvom det som nævnt ikke går kraftigt opad for dollarkursen, så går det opad og jeg forventer stadig at dollaren skal styrkes pænt overfor euro og dermed også danske kroner i den resterende del af 2019.

Handelsstrategi

Aktuel kurs er 6,64. Dollarkursen har tidligere skabt en klassisk bundformation med bruddet over 6,47 overfor danske kroner. Dette har frembragt et signal til køb. Denne uges nedadgående korrektion er en ny købsmulighed. Herefter vil der fremkomme et købssignal igen ved brud over 6,71. Målet har jeg i første omgang i kurs 7,20. Derimod vil brud under 6,45 vende trenden til ned igen og i givet fald vil jeg vende min anbefaling fra et køb til et salg.

Prøv vores gratis handelssignaler i aktier og valuta - LIVE Via Messenger-app

Siden begyndelsen af 2018, det vil sige i nu snart halvandet år, har dollarkursen været opadgående overfor danske kroner. I starten af 2018 var dollarkursen nede og finde et nyt bundniveau i lige godt 5,94 overfor danske kroner. Indtil videre har den efterfølgende optur fået dollaren op i kurs 6,71 overfor danske kroner. Dette nye topniveau blev en realitet så sent som i sidste uge.

Selvom dollaren i indeværende uge svækkes til en aktuel kurs på 6,64 overfor danske kroner, så betyder det ikke, at opturen er slut endnu. Derimod er denne uges korrektion at betragte som en mulighed for at komme ind i markedet med et køb af dollar.

Teknisk set har dollarkursen mål oppe ved top og modstand i kurs 7,20 overfor danske kroner. Dollaren har også tidligere frembragt en stort klassisk bundformation, en Skulder Hoved Skulder bund. Denne bundformation indikerer at målet for dollar overfor danske kroner netop ligger oppe ved de gamle toppe fra januar 2017 i kurs 7,20.

I nedadgående retning er der i første omgang støtte til dollarkursen, ved det stigende kursintervals bund i kurs 6,45. Et brud her under vil indikere, at dollarkursen efterfølgende skal søge ned mod næste bund og støtte fra september måned i kurs 6,28 overfor danske kroner. Så længe dollarkursen holder sig over bund og støtte i kurs 6,45, så er trenden op på lang sigt. Det vil dermed sige, at jeg vil fastholde mit køb af dollar overfor danske kroner, så længe kursen ligger over dette bund og støtteniveau.

Supplerer jeg den tekniske analyse med de tekniske indikatorer, så bakker de fortsat op om, at dollarkursen skal fortsætte den stabile optur overfor danske kroner på den lange bane. De tekniske indikatorer bakker mig derfor også op i min købsanbefaling.

Prøv vores gratis handelssignaler i aktier og valuta - LIVE Via Messenger-app

 

Peter Arendt samarbejder med daytrader.dk. Han leverer analyser af aktier, forex og afgrødepriser. Peter Arendt har også et mentorforløb for nye investorer og tradere, som gerne vil lære mere om, hvordan de kan optimere deres portefølje og håndtere risikostyring bedre. Vil du vide mere om mentorforløbet, kan du kontakte Peter Arendt her

Del denne artikel