Bitcoin – crash eller opkøbsmulighed?

Udgivet: 17. januar 2018

Bitcoin tabte i tirsdag lidt over 20% i årets foreløbig mest røde dag, og faldet fortsætter onsdag, dog foreløbig med i lidt mere moderate takter. Faldet kommer i kølvandet på, at den kinesiske regering forbereder forskellige initiativer, som skal kontrollere og begrænse handel med kryptovalutaer.

Kay Van Petersen, Saxo Bank, forudsagde de vilde stigninger i bitcoin på et tidspunkt, hvor få andre troede på kryptovalutaen.

Spørgsmålet på de fleste krypto-investorers læber er nu, om bitcoin og de andre kryptovalutaer er i gang med et crash, eller om de store fald er en god mulighed for at købe op, og få bitcoin til en bedre pris, inden ny stigninger. Saxo Banks analytiker Kay Van Petersen, som tidligere har haft ret i sine forudsigelser, har tidligere udtalt, at han ikke ser det som usandsynligt, at bitcoin i 2018 vil kunne ramme 100.000 dollars. Han har ikke ændret holdning efter gårsdagens voldsomme korrektion.

Lad os se lidt på den teknisk analyse for at evaluere, hvilke scenarier som er de mest sandsynlige for bitcoin på den korte bane.

Da markedet er meget volatilt, og også stærkt påvirket af nyhedsstrømmen, skal man ikke opfatte nedenstående som en handelsanbefaling af den ene eller anden art, men mere en gennemgang af, hvilke scenarier som kan være mest sandsynlige. Prisen kan variere lidt fra børs til børs, så vi krydstjekker af og til med coinmarketcap.com og Tradingview, som får priser på bitcoin via Coinbase.

Dagsgrafen ser pt. sådan ud.

Den seneste bund kom efter det store fald d. 22 december, hvor prisen nåede ned i omkring 10.700. Markedet handler under denne pris i dag, og dermed er det teknisk set “brudt sammen”, og en optrend på dagsgrafen ser ud til at have risiko for at være vendt til en nedtrend. Dette kan ses ved, at vi nu ser faldende toppe og bunde på dagsgrafen.

Prøv vores gratis handelssignaler i aktier og valuta - LIVE Via Messenger-app

Der er naturligvis eksempler på, at et sådan brud, gennem modstandsniveauet 10.700 kan være et “falsk brud” og prisen kan vende rundt og gå opad, men lige nu er det et mere sandsynligt scenarie ud fra et teknisk udgangspunkt, at prisen skal noget længere ned. Hvis der er tale om et falsk brud, vil man se, at prisen hurtigt – i løbet af 1-2 dage bryder tilbage og handler stabilt over 11.000 igen. Hvis man for alvor skal være positive i forhold til bitcoin-prisen, skal vi gerne bryde op over gårsdagens lange røde bar. Det vil sige, at prisen skal op over 13.800 igen, i løbet af relativt få dage, hvis man teknisk set skal have tiltro til, at prisen kan vende til en uptrend igen.

Allerhelst skulle prisen bryde ud af den nedadgående trend, hvilket i praksis ville betyde, at prisen skal mindst op omkring 14.500 USD, før man kan tale om, at trenden igen er vendt på en dagsgraf.

På den helt korte bane kan der også være en vis modstand at finde i det runde tal 10.000 dollars, men prisen er i skrivende stund (kl. 12, 17. januar) også ved at bryde under dette niveau. Bryder prisen for alvor under dette niveau, og holder den sig derunder i løbet af dagen, så vil short-sælgerne begynde at flokkes om bitcoin, da et yderligere crash så vil være mere sandsynligt. Overvejer du selv at shorte i disse niveauer, så følg prisen meget nøje, mens du er i markedet, på grund af bitcoins ekstremt volatile karakter. Handler man på en platform som Markets, så vær opmærksom på, at der er et mindre overnight fee, når man shorter bitcoin (det vil sige at spekulere i fald), og andre kryptovalutaer. For de fleste vil det være uproblematisk, hvis man kun er short nogle dage eller nogle uger. Overvejer man at shorte i halve og hele år, kan det vise sig at blive dyrt. For de fleste vil være vanskeligt eller risikabelt at shorte over så lang en periode, og det er ikke noget, vi umiddelbart kan anbefale.

Blodbad eller opkøbsmulighed?

Hvis bitcoin er på vej nedad, hvor ligger bunden så – og hvor er der mulighed for at købe op?

Først og fremmest så vil runde tal normalt yde en form for støtte, og man kan derfor forvente at pris-niveauer som 10.000, 8.000, 5.000 og 2.000 dollars er de væsentligste niveauer, som mange investorer og tradere vil kigge på for at finde et vendepunkt. Man kan se, at bitcoin – hvis den rammer en pris på 8.000 dollars – vil fuldende et såkaldt Gartley-mønster, som består af en lang prisstigning, efterfulgt af en ABCD-korrektion.

Holder dette, kan der altså være et vendepunkt omkring 8000. Men det er for farligt automatisk at købe op på dette tidspunkt. Man bør analysere prisudviklingen, når prisen nærmer sig 8.000. Stopper den lidt op, eller ser den ud til at stryge lige igennem? Medmindre man begynder at se en grøn bar på 1-times eller 4-times-grafen, bør man holde sig fra at gå lang på dette tidspunkt. Fortsætter de lange, røde barer, så er det bedst at vente faldet ud – køber man op i et stærkt faldende, marked, sammenlignes det af rutinerede tradere med at “gribe en faldende kniv”, og det ender sjældent lykkkeligt.

Prøv vores gratis handelssignaler i aktier og valuta - LIVE Via Messenger-app

De næste mulige støtteniveauer ligger nede omkring de runde tal 5000 og 2000 dollars. Her bør man endnu engang afvente prisudviklingen, når man kommer tæt på. Er der tegn på, at markedet stopper op, eller fortsætter det nedad? Det er afgørende for, om man med en vis sandsynlighed kan købe op i sådan et marked.

Hvis bitcoin er inde i en prismæssig boble, kan der godt være et pænt stykke ned, før man bør begynde at købe op. Som vi tidligere har været inde på her på siden, bør man som kryptotrader altid bevare en pæn del af sin kapital i god, gammeldags valuta, altså dollars, euro eller kroner. Skulle man stadig være lang i bitcoin på nuværende tidspunkt, er det væsentligt – såfremt man tror på bitcoin langsigtet – også at have penge til at kunne opkøbe kryptovalutaen på langt lavere prisniveauer endnu.

Man bør altså have taget højde for et skrækscenarie, hvor prisen korrigerer med 90% fra toppen, og så have penge til at købe op, når man mener, at korrektionen er slut. Bitcoin har tidligere korrigeret 90%, og det kan ske igen. Og en 90%-korrektion fra toppen i 20.000 dollars er netop 2.000 dollars, der som nævnt også kunne være et modstandsniveau og et rundt tal, som mange investorer vil have for øje, hvis prisen skulle komme så langt ned. Sker det, vil det dog sandsynligvis være på baggrund af flere negative nyheder i markedet, såsom at regeringer over hele verden slår ned på kryptovaluta.

Bitcoin – og de andre kryptovalutaer – har dog overlevet mange angreb fra forskellige sider i sin 8-årige levetid, og tidligere været igennem vilde korrektioner. Det bliver interessant at følge prisudviklingen de kommende døgn, og vi vil forsøge af og til at komme med opdateringer til analysen, når det er muligt.

Oversigt over artikler om kryptovaluta:

>>> Handelsplatform til at handle kryptovaluta
>>> Daytrader.dk's foretrukne kryptovaluta
>>> Bitcoin eller Ethereum?
>>> Køb Ripple (XRP)
>>> Køb Ethereum (ether)
>>> Køb NEO
>>> Forstå bitcoin på 5 minutter
>>> Invester i kryptovaluta via profitable tradere
>>> Køb bitcoin - sådan gør du
>>> Køb Stellar Lumens
>>> Køb Bitcoin Cash
>>> Køb Ethereum Classic (ETC)
>>> Køb Cardano ADA
>>> Køb EOS
>>> Køb DASH
>>> Kryptotrader viser vejen: 330% aflast i kryptovaluta


Del denne artikel